Genfortalt efter ”Ravnen som friede til spurven”.

Der var engang en lille snespurv, som havde en flittig mand. Altid kom han hjem med et eller andet dyr i næbbet. Men en gang kom han ikke hjem fra fangst. Længe ventede den lille spurvekone, og til sidst gav hun sig til at græde. Så kom en ravn hen til hende. For at tiltrække hendes opmærksomhed gav den sig til at hoppe rundt omkring hende på jorden. Men da den lille grædende spurvekone så ravnens kunster, sang hun:

Gid dog den grimme ravn,
der har så stygt et hårlag og
så sort en pels,
ville flyve sin vej!

Ravnen lod sig ikke mærke med noget, den sprang bare ivrigere rundt om hende og sang med sin hæse stemme.

Jeg er en, der altid synger,
qau – qau – qau- qau – qau!
Hvorfor vil du ikke ha’ mig,
mig med det stygge hårlag,
mig med det stride skæg?

Og spurvekonen svarede igen:

Jeg vil ikke ha’ dig,
fordi du er så styg,
fordi du har så stridt et skæg,
og fordi du har så grim en pels!

Men da fløj ravnen helt hen til spurven og sang:

Hvorfor græder du over din uduelige mand?
Ham, som kun kunne flyve om bag fjeldene
og samle elendige orme til dig!

Da den lille spurvekone hørte det, lettede den og fløj bort bag fjeldene, fordi den frygtede den nærgående ravn. Men ravnen hoppede hen på det sted, hvor snespurven havde siddet og var nær gået bagover af vigtighed.

Knud Rasmussens ”Myter og Sagn fra Grønland”, Nordisk Forlag 1921.