Uddrag: Knud Rasmussen, ”Inuit fortæller grønlandske sagn og myter”, bind I, forlaget Bogan 1981.

Der var engang en pebersvend, der var meget dårlig til at fange. Alle hans bopladsfæller kom hjem med fangst, han var den eneste, der aldrig bragte noget til bopladsen.

Engang roede pebersvenden som sædvanlig ud i sin kajak langs med kysten, ud til et land, der lå lige vesten for deres boplads, et land fyldt med dybe kløfter. Her gav han sig til at støde sin hapun ned i selve klippen, idet han råbte: ”Mon der ikke her skulle være en fjeldånd?” Næppe havde han udtal disse ord, før en fjeldånd kom ud og spurgte: ”Hvorfor?”

”Jo,” sagde pebersvenden. ”Hvor kan det være, at jeg er den eneste, der aldrig får nogen fangst, skønt alle mine bopladsfæller hver dag bringer fangstdyr til huse?”
”Se ud over havet,” svarede fjeldånden, og den gamle pebersvend så ud over havet og fik øje på en sortside, der lå i vandskorpen og trak vejret. Pebersvenden fulgte nu sortsiden med øjnene, og det mærkelige skete, at han kunne følge den hele tiden, selv om den dybt nede gik mod havets bund, lige til den kom op igen for at trække vejret. Pebersvenden, for hvem sælerne ellers altid plejede at forsvinde sporløst, stod målløs af undren, glanende ud over havet, indtil fjeldånden atter tiltalte ham og sagde:

”For fremtiden vil du få et så skarpt syn, at du kan følge sortsiderne, selv om de svømmer hen over havbunden, og det vil være let for dig at forfølge dem og dræbe dem, men aldrig må du fortælle nogen, hvorledes du har fået denne evne. Gør du det, mister du den øjeblikkelig.”

Med disse ord forsvandt fjeldånden. Pebersvenden roede nu straks ud efter sortsiden, og da han både kunne følge dens fart gennem vandet og under vandet, var det kun en leg for ham at forfølge den og harpunere den. Han dræbte den, satte sin bugserline i den og roede hjemover, men da folk ved bopladsen så ham komme med fangst råbte de i munden på hinanden:

”Pebersvenden har fået fangst! Pebersvenden har fået fangst!”

Pebersvenden lod sælen flænse og bryststykkerne koge, og han optrådte som et rigtigt mandfolk og indbød bopladsens mænd til måltid, og folk kom til ham og sagde:

”Har du endelig fået fangst, har du endelig fået fangst?”

Næste morgen tog mændene atter på fangst. De var kun kommet et tykke uden for bopladsen, da en sæl dukkede op. Pebersvenden fulgte den, og da han hele tiden kunne se den under vandskorpen, holdt han sig bare nær ved den, og i det øjeblik, den kom op, harpunerede han den. Således gik det til, at pebersvenden, der ellers aldrig plejede at få nogen fangst, nu begyndte at komme de rigtige storfangere i forkøbet.
Pebersvenden drev storfangst hele sommeren igennem helt til efteråret, og sjældent lod han sig nøje med én sæl, men kom som oftest hjem med flere på slæb. Hans bopladsfæller var meget forbavsede over den forandring, der var foregået med ham, og de talte ofte med hinanden derom.

En dag, da pebersvenden som sædvanlig havde fået mange sæler, begav bopladsen mænd sig efter sædvane til hans hus for at holde festmåltid. Han lå mageligt henslængt på briksen og hvilede sig, intetanende, da hans fangstkammerater faldt over ham og truede ham med knive, idet de råbte:

”Fortæl, hvad der er hændt dig, siden du nu altid får så god fangst? Hvis ikke, slår vi dig ihjel.”

Pebersvenden ville først slå det hen: ”Det er kun, fordi jeg er blevet heldig. Det er bare held.”

”Nej, det er ikke derfor,” råbte de andre. ”Der må være noget andet, der er skyld deri.”
Og de for ind på livet af ham med deres knive, og nogle af dem satte knivsodden lige ind i kinderne på ham og råbte:

”Hvis du ikke straks fortæller os, hvad der er sket med dig, slår vi dig ihjel.”
Pebersvenden forstod nu, at de ville dræbe ham, hvis han ikke sagde dem sandheden, og derfor fortalte han om sin oplevelse med fjeldånden. Så snart de havde fået dette at vide, lod de ham i fred og gik ud af hans hus.

Næste morgen, da pebersvenden vågnede, var der ikke en eneste mand ved bopladsen. Så roede han ud alene, men næppe var han kommet i nærheden af landet med de mange kløfter, før han opdagede, at der var sort af mennesker, der alle råbte i munden på hinanden: ”Mon der ikke kulle være en fjeldånd her, mon der ikke skulle være en fjeldånd her?”

Det var forgæves, at pebersvenden råbte op til dem: ”I opfører Eder om dårer, I ved ikke, hvad I gør. Man må være alene, når man skal møde en fjeldånd.”

Men ingen hørte hans ord, og alle blev de ved at råbe:

”Findes her en fjeldånd, findes her en fjeldånd?”

Pebersvenden, der helt havde glemt åndens varsel, var sikker på, at han nok skulle fange som sædvanlig og roede leende forbi dem. Men det gik ganske anderledes, end han havde tænkt. Han så vel den ene sæl efter den anden, men når han skulle jage dem, blev de øjeblikkelig borte for ham. Og han fik aldrig siden nogen fangst.
Således gik det ham, fordi han havde røbet fjeldåndens hemmelighed