Uddrag af: Knud Rasmussen, ”Inuit fortæller grønlandske sagn og myter”, bind 1. Forlaget Bogan 1981.

..… Omsider hændte der det oppe på jorden, at menneskenes åndemanere fandt ud af, at pigen – der var druknet ud for fjeldet Naujarssuit og nu var blevet til en stor og vældig kvinde, der havde bygget sig et hus sammen med sin hund på havets bund – var blevet alle sødyrenes herskerinde. Blot med et øjekast rådede hun over havets dyr og bestemte, hvor de skulle svømme hen, både sælerne og søfuglene. Og åndemanerne opdagede også, at alt det, som kom fra urene kvinder, og som de kastede bort, satte sig i hendes ansigt og hendes hår og smertede og mishandlede hende på en sådan måde, at hun blev vred og holdt havets dyr borte fra menneskene, så at de ikke kunne fange noget.
Engang, da fangstdyrene som sædvanlig havde gjort sig usynlige, kaldte en stor åndemaner ved navn Utarkaq sine bopladsfæller sammen til åndemaning, idet han fortalte, at han ville ned og rense ansigtet på havets kvinde. Så mange bopladsfæller samledes, at der var tæt pakket med mennesker i huset, og inden det endnu var blevet rigtig aften, begyndte Utarkaq at tilkalde sine hjælpeånder. Da han havde holdt på en tid og var kommet rigtig i bevægelse og trance, begyndte det pludselig at bruse og suse omkring huset, og skindet, der var lagt for indgangsåbningen, klaprede raslende frem og tilbage, og Utarkaq sagde:
”Følg mig gennem hullerne i tarmskindsruden og gennem sprækken i dørforhænget, og læg så blot mærke til, hvorledes jeg vil forsøge at finde mig en nedgang til havet gennem smårevnerne nede i kystisens tidevandsbælte.”…..