Blandt beboerne af et stort hus var der et par ægtefolk, som døde, efterladende en søn som et lille barn. En anden familie antog ham af medlidenhed som plejebarn, men snart kededes de ved ham, da han ikke voldede andet en urenlighed. Atter tog nogle af de andre ham til sig, men forskød ham atter af samme grund. Således gik det med alle husbeboerne. Hos de sidste var han dog temmelig længe, men en dag kom manden hjem fra sælfangst, havde kastet fejl og var gnaven; derfor skændte han og sagde til sin kone, at drengen ikke duede til noget, hun skulle kaste ham på møddingen. Konen ville nødig, men af frygt for manden kastede hun ham dog på møddingen. Men en enke, som havde én søn, der var begyndende fanger, gik ud og tog ham. Hun opdrog ham, og fra den tid af havde han det godt.

Et efterår begyndte vejret at blive slet med storm og sne, endnu førend der var fanget synderligt, og førend dagene længedes, var havet tilfrosset, og vejret vedblev at være uroligt. Til sidst gik husets mange mænd slet ikke ud mere. Alt foråd var udtømt, og lamperne blev ikke tændte mere om aftenen. Alene enkens lampe brændte endnu, og den eneste, som endnu gik ud, var hendes plejesøn Iliarsorkík. Om morgenen, når han kom udenfor, plejede han at træffe en samboende, en mand uden kajak. Denne tog ham ved hånden og løb med ham tilfjelds, hvorved han opnåede behændighed. Omsider blev alle husbeboerne liggende. Enken plejede hver aften at gå ud og hente en håndfuld angmaksat tilligemed lidt spæk og at dele dem ud. Sønnen gav hun fire, plejesønnen tre, de øvrige hver en halv, med lidt spæk til, og selv tog hun to.

En morgen, da Iliarsorkík kom udenfor, så han noget af den tørre klippegrund stikke frem mellem isbrokkerne ved lavvande. Da han gik ned, var der nogle små snepper, som fløj omkring og pikkede med næbet. Han begyndte at kaste efter dem, og da han vedblev hele dagen, lykkedes det ham om aftenen at få en af de små fugle, som han så skyndte sig op til huset med. Hans plejemor begyndte allerede at ængstes for ham, da han hørtes glide ned igennem husgangen, kom frem af opgangen og viste sin fugl frem med de ord: ”Hvad er det, som jeg har fået her?” Mændene, som lå på briksen, udråbte: ”Se, han har fået en sneppe!” Og nu gav de sig til at slås og skænde på hverandre: ”Hvorfor udstødte du ham dengang, nu kunne han have skaffet os snepper!”

Plejemoderen skar alle fuglens led over og delte ud til dem alle, men nogle råbte på mere. Den næste dag bragte Iliarsorkík to snepper og derpå hver dag flere, som alle blev delte. En anden gang traf han atter den kajakløse, som løb med ham til fjelds og viste ham ryperne, som sad i sneen, stikkende deres sorte næb frem, og hvorledes han skulle kaste dem. Den første dag kom han hjem med en rype, senere med flere, og de blev hver gang delte af plejemoderen. Mændene sagde hver gang: ”Det var dog skade, at vi jog ham fra os!” En dag da han var til fjelds med den kajakløse efter ryper, så de en tåge over havet, som snart svandt, snart tiltog. Den kajakløse sagde: ”Når dette tegn viser sig, må der være dyr, som holder vandet åbent. Derpå besteg de et højt bjerg for at tage mærke. Da de kom hjem, sagde Iliarsorkik til sin plejebroder: ”I morgen vil jeg ikke på jagt, men blot gå ud på isen for at se efter åbent vand.” Plejebroderen svarede: ”Derude under båden ligger mine våben, dem kunne du tage. Jeg vil gøre dem mindre for dig, men de ligger dybt under sneen.”

Iliarsorkik gik ud og gravede dem op, plejebroderen gjorde dem i stand for ham. Den næste morgen tidligt var han borte. Han gik ud på isen; et stykke fra land så han frostrøgen og kom til det åbne vand, hvor sælhundene dukkede op og ned i mængde. Da han havde ondt ved at stå fast på isen ved kanten af vandet, udså han sig en af de mindste, dræbte den med harpunen, trak den op på isen, og efter at have gjort slæberemmen fast, ilede han hjemefter med den. Da han nu kom op gennem indgangen med en sælhund, begyndte de forhungrede rigtig at skænde og støde til hverandre. Men plejemoderen afskar først tynde strimler spæk med påsiddende skind, af et hårs bredde, og gav dem til hver især. Nogle kunne ikke vente, men krøb på alle fire henad gulvet og strakte hænderne ud. Men plejemoderen sagde: ”I skulle alle få eders del.”

Derpå tog hun et stykke kød af en hånds størrelse, og kogte det i gryden, tændte nogle lamper og delte kødet ud i små dele. Men de skreg og ville have mere, og nogle sagde, at de intet havde fået. Om natten krøb nogle hen ad gulvet og ville stjæle af kødet, men de var så afkræftede, at de ikke kunne komme op på briksen igen, men blev liggende på gulvet. Den følgende dag bragte han en større sælhund hjem, og nu tændte plejemoderen alle lamperne, men hun uddelte endnu med forsigtighed kødet kun i små stykker, og strimler af skind med spæk på af to hårs bredde. Fra den tid af vedblev Iliarsorkik daglig at komme hjem med fangst. Engang havde han fået to større sælhunde langt ude på isen, og begyndte at slæbe dem hjem, da der pludselig overfald ham en østenstorm med stærk snefog, så at han intet kunne se. Han gik imod vinden, men da denne drejede om i syd, forfejlede han retningen.

Endelig om aftenen i Mørkningen mærkede han på de løse isbrokker, at han måtte være ved strandkanten. Han gik op på land, lod sne sælhunde ligge, og kom til et hus. Han gik ind, og da han kom op af indgangen, så han forrest en lampe, bag hvilken der sad en enke og et ungt menneske, som skjulte sin hage i pelskraven; men i den bageste del af huset var alle lamperne slukkede. Iliarsorkik sagde: ”Jeg kommer egentlig ikke på besøg, men jeg har forvildet mig i snefoget, fordi vinden vendte sig.” Konen sagde: ”Bliv her til i morgen; når vejret bedre sig, kan du gå hjem.” Iliarsorkik tilføjede: ”Dersom I skulle have særdeles lyst til den ene af de sælhunde, jeg har med mig, kunne I tage den.” Aldrig så snart han havde udtalt dette, før der inde fra mørket hørtes pibende stemmer. Her var der nemlig også folk, som var nær ved at sulte ihjel, og han kom netop betids. Den følgende dag var vejret smukt, han nåede atter sit hjem, og da han havde fortalt plejemoderen, hvorledes han havde hjulpet de nødlidende, sagde hun: ”Således skal du altid gøre, da vil din fangst altid blive forøget.”

En anden gang havde han atter fangst ude på isen, og vilde netop gøre sin fangst færdig til slæbning, da han hørte en buldrende lyd, og med det samme knagede isen. Han så sig om, men bemærkede intet uden isfjelde, og formodede, at et isfjeld havde kalvet. Da den buldrende lyd gentog sig nærmere, vendte han sig atter om og bemærkede da, at det han anså for et isfjeld, var en uhyre isgroet (meget gammel) bjørn, der stod oprejst for ham. Forfulgt af dyret flygtede han hen til et stort isfjeld, løb rundt omkring det, og huggede med det samme i isvæggen hver gang han kom forbi det samme sted, medens dyret bestandig var efter ham. Til sidst fik han lavet en hule, der var så rummelig, at han kunne springe ind i den, men dyret vedblev at løbe rundt, lugtende til hans fodspor.

Hver gang det kom forbi ham, kastede han med sin tuk, og hver gang faldt der mere is af dets krop. Til sidst kom hårene frem, det begyndte at bløde, og løb nu i spring fnysende omkring isfjeldet, men sagtnede så sit løb, stod stille og faldt omkuld. Da han nu gik hen til bjørnen, var den død. Han afskar et stykke kød og begav sig på hjemvejen. Da han kom hjem, lod han melde på de omliggende pladser, at hvo der ville hente bjørnekød, kunne tage. Dagen efter gik han med sine husfæller ud at flænes. Da de var gået et stykke, så de en sort plet foran dem på isen, og da de kom nærmere, var det et dødt menneske. Længere hen lå der atter en, og så fremdeles. Nogle havde nået bjørnen og fået sig en bid, men var så faldne døde omkuld, andre var omkomne på hjemvejen.

Uddrag: H. Rink ”Eskimoiske Eventyr og Sagn”, C.A. Reitzels Boghandel 1866, ”Iliarsorkik, den forældreløse”.