Uddrag: Knud Rasmussen ”Festens Gave”, Gyldendal 1929 fra ”Myten om alt livs begyndelse”.

”…Tulungersaq eller Fader Ravn kalder vi ham, fordi han formede alt liv både på Jorden og i menneskene og blev ophav til det alt sammen.

Han var ingen almindelig fugl, men en hellig livskraft, der gjorde begyndelsen til alt det, der blev den Verden, vi nu lever i. Dog begyndte også han i et menneskes skikkelse, og han famlede i blinde, og hans gerninger var tilfældige, indtil det blev åbenbart for ham, hvem han var, og hvad han skulle.

Han sad på hug i mørke, da han pludselig kom til bevidsthed og opdagede sig selv. Han vidste ikke, hvor han var; han vidste heller ikke, hvorledes han var bleven til. Men han åndede og havde liv. Han levede.

Alt omkring ham var mørke, og han kunne intet se. Så følte han sig for med hænderne. Hans fingre strøg hen over ler, overalt hvor han famlede frem. Jorden var ler, alt omkring ham var dødt ler.

Han lod fingrene glide hen over sig selv, fandt sit ansigt og følte, at han havde næse, øjne og mund, arme, ben og krop. Han var et menneske – en mand.
Hen over panden følte han en lille, hård knyst. Hvad den skulle være til, forstod han ikke; han anede ikke, at han engang skulle blive en ravn, og at den lille knyst skulle vokse ud og blive til næb..

Han faldt i tanker. Nu forstod han, at han var et frit væsen – noget for sig selv, der ikke var fastvokset til alt det, der omgav ham. Så kravlede han hen over leret, langsomt og forsigtigt. Han ville finde ud af, hvor han var. Pludselig følte hans hænder et tomt rum foran sig, en afgrund, og han turde ikke gå videre.

Så bryder han en klump ler af og kaster den ned i afgrunden. Han lytter, fordi han vil høre, hvornår den når bunden; men han hører intet. Han flytter sig længere bort fra afgrunden og finder en hård genstand, som han graver ned i leret. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det; og så sad han atter stille hensunken og tænkte over, hvad der mon kunne være inde i alt det tætte mørke, der omgav ham.
Da hørte han pludselig et sus i luften, og et lille, let væsen sætte sig på hans hånd. Han følte hen over det med sin anden hånd og finder ud af, at det har næb og vinger og varme, bløde fjer over hele kroppen, men små nøgne fødder.
Det var en lille spurv. Og med ét forstår han, at den havde været til, før han, at den var fløjet hen over ham og hoppet omkring ham i mørket, og at han ikke har lagt mærke til den, før den satte sig på ham.

Mennesket holder af selskab bliver dristigere, og nu kravler han mere frygtløs hen over jorden og når hen til det sted, hvor han før gravede noget ned. Nu har det slået rod og er blevet levende. En busk er skudt op af jorden, der ikke længere er gold. Det nøgne ler har fået hår; der gror græs på det…”

Fortalt af Apákak.