Højt oppe i fjeldene, hvor det ofte er tåget, lever en kæmpeorm, som er farlig for mennesker og dyr. Hvis man imidlertid er frygtløs og har held til at nedlægge et sådant væsen siges det, at kødet fra en sådan kæmpeorm smager noget så dejligt.

I Arons beretning om ”Aqissiaq” fortælles det, at Aqissiaq nedlægger en kæmpeorm, som han og hans familie lever af hele den lange vinter. I andre beretninger fortælles om kvinder, der opammer orme, der udvikler sig til grumme kæmpevæsener.

Især grønlandske børn nærer stor frygt for insekter, larver og andet småkryb, som lever på landjorden. Engang viste jeg en gruppe børn nogle ganske almindelige danske regnorm, som jeg ville bruge til ørredfiskeri i en elv. Børnene blev aldeles skrækslagne undtagen en dreng, Nikolaj, som syntes, at de var spændende.

Jeg gav derfor Nikolaj nogle orm i en æske med jord til hans fødselsdag. Dem blev han vældig glad for og fodrede ormene godt, så de blev store og fede. Han pralede af dem og skræmte folk ved at vise dem frem i tide og utide. Resten af hans familie brød sig derfor ikke om de store orme. Og en skønne dag, da Nikolaj var ude, tog hans lillebror ormene og dræbte dem ved at kaste dem ud i havet.

Således kom denne historie til at ligne en af de gamle fortællinger om opamning af en orm.

Se bl.a. fortællingen ”Broderen som genfandt sin søster i Akilineq” i bogen ”Jens Kreutzman, fortællinger og akvareller” v/ Kirsten Thisted fra forlaget Atuakkiorfik 1997. Og se fortællingen ”Aqissiaq” i I bind og i bind II ”Fortælling om en brødreflok” fra bogværket ”Således skriver jeg, Aron” v/ Kirsten Thisted fra forlaget Atuakkiorfik 1999.