Uddrag: Helge Bangsted ”Under Polarhimlen” J.H. Schultz Forlag 1927.

Der var engang en ungkarl, som levede et meget stille og meget ensomt liv dybt inde i fjorden ved en ganske lille boplads. Men han var slet ikke tilfreds med livet, og i hans sind voksede misundelsen sig stærkere og stærkere, når han så lykkelige mænd, som havde sønner. Men han var ungkarl og skulle aldrig prøve den glæde at være fader til en søn, som ville hjælpe ham i hans alderdom og gøre hans vinter varm og lys. Han var ensom.

Men efterhånden blev længslen efter en søn så stærk hos ham, at han gav sig til at samle underarmsben både fra Sortsider, af Remmesæler og af de ganske små fjordsæler. Netop på disse ben samlede han, fordi han vidste, at drengene holdt mest af det kød, som sad på disse ben. Og ungkarlen samlede sig en meget stor bunke sammen. Ved køkkenmøddingerne listede han omkring og samlede op alle de underarmsben, han fandt.

Så en morgen som sædvanlig var han stået op for at tage ud på fangst, men netop som han var ved at forlade hytten, tøvede han et øjeblik, greb alle underarmsbenene og forsvandt ned mod sin kajak.

Meget omhyggeligt stillede han alle benstykkerne op i strandkanten, satte sig til ro i kajakken og stødte en lille smule fra land. Og så råbte han ind: ”Nu skal I gå op, I søde små, thi ellers falder I i vandet”.

Og med åren skubbede han til det mindste ben, det faldt i vandet, og ungkarlen råbte: ”Se! Nu er jeres lille broder faldet i vandet. I må hellere gå op nu”.
Men benene rørte sig ikke. De blev stående, hvor ungkarlen havde stillet dem op, og fortrydelig over, at de ikke ville høre, hvad han sagde til dem, drejede han sin kajak op i søen og roede ud på fjorden for at drive fangst.

Hele dagen var han borte fra bopladsen, og først ud på aftenen vendte han tilbage med en stor remmesæl på slæb. Det var et tungt arbejde, at bugsere den store og fede sæl gennem vandet, men da han nærmede sig land, så han til sin store glæde seks drenge, som inde på kysten ventede på hans hjemkomst.

Det var underarmsbenene, som nu, mens han havde været væk, var forvandlede til mennesker. Og fine, nye og blanke pelse havde de alle sammen på.

Så snart ungkarlen havde lagt til land, greb alle drengene fat i sælen for at hale den ind på kysten, og det skete med så stor kraft, at ungkarlen kæntrede i sin kajak og druknede.
Underarmsben af sæler bliver aldrig gode mennesker.