Et ældre ægtepar havde kun en søn. En dag kom han ikke hjem fra fangst, og man hørte siden, at det var fjender på bopladsen sydfra, der havde dræbt ham. Ægteparret blev ude af sig selv af sorg, så konen døde. Den ældre fanger kunne ikke leve alene og tog sig en anden kone, der fødte ham to tvillingedrenge. Faderen opdrog nu sine to sønner med stor omhu og oplærte dem i al slags idræt især svømning, med lange ophold under vandet, hvilken han havde et særligt formål med. Allerede før tvillingebrødrene var voksne, havde de lært at dykke som en sæl.

En dag kom faderen hjem med to unge sortsider, som han bad sin kone om at flænse på den måde, som man gør, når skindene skal bruges til fangstblærer, men hun måtte ikke skrabe hårene af. Næste dag var det havblik, og faderen opfordrede sine to tvillingesønner til at krybe i hver sit sortsideskind. De skulle derefter springe i havet og lege sæler uden for deres fjenders boplads. Når de blev opdaget, skulle de så lokke fangerne efter sig til ud til havs.

Sælskindene sluttede tæt til tvillingernes kroppe, derefter kastede de sig i havet og gjorde, som de var blevet bedt om. Uden for fjendernes boplads dukkede de op og legede som to sæler, der puster. Det varede ikke længe før fangerne fra bopladsen fik øje på de to sæler og satte efter dem i deres kajakker, nogle fangere i halvpels og andre i helpels. Men de to tvillinger holdt sig på afstand af kajakmændene, der uden held forsøgte at ramme dem med deres harpuner. Til sidst var kajakkerne blevet lokket så langt til søs, at landet bag dem var blevet ganske lavt. Nu sagde den ældste tvilling til sin bror: ”Lad os dykke ned til havets bund og kalde på en storm”. Det gjorde de.

Inden længe kom de første vindpust fra land, og snart kom en voldsom fralandsvind med storm og byger over dem. Kajakkerne forsøgte nu at ro imod land, men de fangere, der kun var iført halvpels sank og gik til bunds. Brødrene svømmede nu hen til de kajakmænd, der var i helpels, og derfor klarede sig godt, og trak i deres årer, så de en for en kæntrede. Således omkom alle kajakmændene.

Sent samme aften Stod deres gamle far uden for sit hus og spejdede efter tvillingebrødrene, da de kom svømmende tilbage som to unge sæler. Da fyldtes hans sind af stor glæde, for nu vidste han, at hans førstefødte søn var blevet hævnet.

Genfortalt efter Ole Petersen fra Neriaq: Knud Rasmussen ”Inuit Fortæller”