På øen Aluk på sydøstkysten boede engang en storfanger, der elskede sin hjemstavn så meget, at han aldrig havde forladt sin boplads for at tage på fangstrejse. Han havde sin glæde af at se solen stå op over havet, idet den gentagne gange første viser et glimt, som så atter forsvinder. Den opstigende sol gik den gamle fanger til hjertet, når dens stråler ramte isfjeldene. Imidlertid havde storfangeren en søn, hvis udlængsel voksede, efterhånden som han blev ældre. Sønnen misundte sine unge jagtkammerater, når de om foråret tog på fangstrejser og oplevede nye egne og fangstområder. Et forår blev udlængslen så stor hos den unge fanger, at han ustandselig plagede sin far om, at nu måtte de nødvendigvis tage på fangstrejse nordvest på for at opleve nye egne. Til sidst lod den gamle fanger sig overtale imod, at sønnen lovede ham, at de skulle vende tilbage til deres gamle boplads.

Nu blev sønnen glad og gjorde sin konebåd med besætning rejseklar, og endelig en morgen med roligt vejr rejste de nordvest på. De rejste længere og længere, og jo længere de rejste, jo mere begejstret blev sønnen for alt det nye, de så og oplevede. Men den gamle far blev urolig, efterhånden som sommeren gik. Om morgenen var han tidligt ude for, om muligt, at se den opstigende sol. Imidlertid skyggede fjeldene hver gang for solopgangen, og den gamle far mindedes sin hjemegn så meget, at han blev søvnløs af bare længsel. Da han til sidst ikke længere kunne bære sit savn, sagde han til sønnen, at nu måtte de vende om, ellers ville han dø af bare længsel. Det var svært for sønnen, men endelig gav han efter for faderens ønske.

De rejste og rejste mod syd og imod øst og nåede omsider deres boplads. Tidligt den første morgen efter hjemkomsten vågnede sønnen ved sin faders glædesråb. Den gamle fanger lovpriste højlydt den store sol, som langsomt hævede sig op af havet, medens den spredte sine stråler ud over horisonten og fik isfjeldene til at skinne. Men pludselig blev der stille. Da sønnen så ud af teltåbningen, fandt han sin gamle far liggende udstrakt på jorden med ansigtet vendt imod den opstigende sol. Den gamle fangers hjerte var bristet af glæde.

Genfortalt efter Knud Rasmussen ”Myter og Sagn fra Grønland” 1925 og H. Rink ”Eskimoiske Eventyr og Sagn” 1866.