”Sjælens vandring”

De oprindelige Inuitterne har, som flere andre naturfolk, den opfattelse, at alt i naturen eksisterer i et stort samspil.

Mange genstande havde sin egen ånd eller var besjælede. Dyr og mennesker var ligeværdige partnere. Deres sjæle kunne vandre imellem hinanden og tage bolig. Således kunne et menneske iklæde sig ugleham eller en bjørn menneskeham, eller sjælen kunne springe fra et menneske over i et andet.

Ånderne kunne stamme fra afdøde mennesker, dyr eller helt tilbage fra dengang fader ravn skabte alting. – Ånderne var ikke afhængige af fysiske rammer og optrådte ofte som syner, kølige pust eller følelser i forbindelse med påkaldelse.

Der var især to åndetyper, hjælpeånder og skræmmeånder. De kunne betjene angakkoqen (åndemaner, shaman) under påkaldelse og udførte gode eller onde gerninger. En ånd kunne f.eks. beordres til tage bolig i et andet menneske og stjæle dets sjæl. Sammen med sine hjælpeånder var angakkoqen i stand til at gennemtrænge fjeldet og rejse i havet og i luften. Den største og mest kraftfulde ånd var Toornaarsuk, som kunne være både ond og god. Den havde et stort hoved og lemmer, der lignede en sæls luffer. Den farligste var den frygtede Aajumaaq med sine lange sorte arme. Den mest harmløse var nok den lille Angiut, der havde krop som en netside, men et nøgent hoved. Den vidste alt om menneskene. Det enkelte menneske brugte som regel amuletter for at få fangstheld eller til at beskytte sig mod usynlige kræfter.

Inuitter levede under ekstreme naturforhold i en evig frygt for deres medmennesker og naturen. Til livets opretholdelse var de afhængige af fangstdyrene og bopladsfællerne. De var derfor nødt til at holde sig orienterede om den omgivende natur og bopladsfællernes fysiske og psykiske tilstand. Under disse krævende livsbetingelser var sjælens og åndernes evner vigtige redskaber, som man betjente sig flittigt af. Hvis man havde behov for at begå drab, kunne man – i det skjulte ved en lille elv – skabe sig en Tupilaq. Den skulle bestå af forskellige sammensyede kropsdele fra døde dyr og mennesker. Skaberen afsluttede arbejdet med at onanere den ind i gabet, hvorved den fik liv. Efter at have modtaget sin ordre skulle Tupilaqqen krybe ned i vandløbet og svømmede ud i havet, hvor den skulle opsøge og ombringe sit offer.

En storfanger ved navn Navagiaq havde en dejlig kone sydfra. En gang stod Navagiaq sammen med andre fangere ude på fjordisen og ledte efter sælers åndehuller. Mændene fik da lyst til at tage Navagiaqs kone og slog ham ihjel, hvorefter de lod ham glide ned i havet gennem et åndehul. Da fangerne var på vej hjem dukkede en sæl op ude på tyndis et stykke foran slæderne. Fangerne kørte løs på den, men mange faldt igennem isen og druknede. Senere fik resten af fangerne øje på en ræv og satte efter den i vild fart op i en høj isskruning og styrtede ned, hvorved de fleste slog sig ihjel. Tilbage blev kun et par mand, der senere fortalte, hvad der var sket.

Det var Navagiaqs sjæl der først havde forvandlet sig til en sæl, siden til en ræv og således havde taget hævn over sine fjender. Han bestemte sig nu for at lade sig føde af alle Jordens dyr for en gang at kunne fortælle menneskene, hvad han havde oplevet.

En gang var han hund. Når hundens natur fik overhånd, og Navagiaq ikke tænkte som menneske, kunne der ske mærkelige ting, som han ikke forstod eller havde glæde af. Når han var sulten iagttog han de mennesker, som kom ud af husene. Stod der en stille damp op af deres nakke, var det tegn på, at de skulle skide. Så fulgte han dem hen til det sted, hvor de satte sig og åd det, der faldt. En nat kom han til at æde af menneskenes forråd, så menneskene næste dag pryglede Navagiaq så meget, at hans sjæl sprang ud af hunden, som derved døde. Lidt senere sprang sjælen ind i en ravn.

Ravneliv var meget bedre. Han fløj nu vidt omkring og kunne stjæle så meget han ville uden at blive straffet. Ravnen mangler aldrig føde mente han, men de fryser ofte om tæerne.

Til sidst blev han træt og krøb ud af ravnens krop og ind i et græsstrå, og ravnen døde. Som græsstrå behøvede Navagiaq ikke at bestille noget, han stod blot og svajede i vinden. Da det blev efterår, forandrede alt sig, og stormene kom fejende hen over græsset. Navagiaq fik hovedpine af alt det nikke ri og forlod til sidst græsstrået, hvorved det visnede.

Navagiaqs sjæl tog nu bolig i en lomvie, men det blev han snart ked af, for på fuglefjeldet var der aldrig fred. Der var altid en susen af vingeslag. Når en fløj ind, fløj en anden ud.

Derefter bestemte Navagiaq sig til at blive et rensdyr, men det var i begyndelsen lidt svært for ham at klare sig, idet han ikke kunne følge de øvrige rener i løb. Han spurgte dem derfor, hvorledes de strakte deres bagben i galop, og de svarede ham, at han skulle sparke efter himlens yderste rand, og straks kunne han følge dem i løb. Navagiaq vidste heller ikke, hvad han skulle æde, ”æd mos og lav” sagde de andre, og han blev snart fed og fik talg på ryggen. En dag blev rensdyrflokken overfaldet af ulve, og rensdyrene styrtede sig ud i havet. Her svømmede de under deres flugt lige ind i nogle kajakker, og en af mændene dræbte Aavagiaq, men hans sjæl sprang over i en af ulvene.

Navagiaq levede nu som ulv, men det gik som før, han kunne ikke følge med sine kammerater i løb, og de åd al mad fra ham. ”Spark op mod himlen”, sagde de, og straks kunne han løbe alle rener op og skaffe sig meget kød. Men en gang hvor ulven drak vand ved strandkanten fik Navagiaqs sjæl nu lyst til havet og tog bolig i en laks, hvorved ulven straks døde.

Laksen åd sig stor og fed hele foråret og sommeren ude i havet. men om efteråret kæmpede Navagiaq sig sammen med de andre laks op af en elv til søerne for at overvintre. Når isen i vinterens løb blev tykkere, søgte laksene ned på bunden af det dybe vand. Da foråret endelig kom, savnede de alle havet og søgte det sted, hvor elven ville åbne sig. Ventetiden fordrev de med at synge trommeviser. Da udløbet endelig åbnede sig, strømmede Navagiaq sammen med de andre laks ud i havet. Navagiaq var nu træt af at være laks og forlod laksen. Derved døde laksen.

Navagiaqs sjæl fór en tid hjemløs rundt i havet, indtil han besluttede at krybe ind i en stor, gammel han-sortside. Den fulgte med kammeraterne i flok, når de svømmede omkring i havet. På grund af sin alder var den lidt langsommere end de andre til at dykke. En gang var det således nær gået galt, da de blev overrasket af en Kajak. Nede på havbunden, spurgte han derfor sine kammerater om, hvordan de bar sig ad med at dykke så hurtigt. De fortalte ham da, at han, med sine bagluffer, blot skulle sætte af på horisontlinjen. Han nød at være sortside. Det bedste af alt var at rulle sig på vindsiden af de store dønninger og lade sig opsluge af havet. Den tid kom dog, hvor han også blev ked af det og forlod sortsiden, der straks døde.

Ved vintertid bestemte Navagiaq sig for at tage bolig i en lille netside. Det var et dejligt nyt liv, der begyndte for ham. I isen havde fjordsælerne åndehuller, som de havde travlt med at holde åbne. Havet så sjovt ud nedefra, når man havde det vældige isdække over sig. Imidlertid lagde Navagiaq mærke til, at mange af hans kammerater blev harpunerede af mennesker på åndehulsfangst, når sælerne skulle op for at drage ånde. Fra åndehullerne kunne man se fangerne inde på land, og når man svømmede på ryggen, kunne man se fangerne som mørke skygger komme gående ude på isen. Derfor svømmede Navagiaq længere ud af fjorden, hvor han fandt et gammelt, forladt åndehul, som han kradsede op og holdt sig til. Inde på landjorden var der imidlertid en fanger, der blev væk, så snart han kom ud på isen. Under fodsålerne havde denne fanger nemlig en amulet, som skjulte ham for fjordsælerne, når han drev åndehulsfangst. Så en dag, da Navagiaq dukkede op i sit åndehul for at puste, mærkede han pludselig en smerte i siden. Det viste sig vidste, at han var blevet harpuneret af den usynlige fanger. Sælen blev trukket op på isen og dræbt, men Navagiaqs sjæl levede videre inde i sælkroppen.

Det var en sjov fornemmelse at blive trukket over isen og ind i huset. Her trådte en ufrugtbar kvinde frem for at flænse ham, men han måtte tage sig i agt for den skarpe ulo og flygtede fra led til led i sælen, indtil han blev tvunget op i struben på den. Her lå Navagiaq nu og kiggede op i kvindens skød, når hun skrævede over ham, mens hun flænsede. Han smuttede ind i hende, men hun var fuld af noget, der lignede isstykker, som han ryddede af vejen. Om natten kom en hund med rødt hoved ind til ham, så han ikke kunne sove, men kvinden blev svanger, og Navagiaq fik en ny bolig.

Da Navagiaq endelig skulle fødes, besluttede han derfor at ville hævne sig. Han strittede imod, så kvinden trods voldsomme veer ikke kunne føde. Lidt efter kom nogle hænder frem og en stemme, der sagde: ”Forlad nu dit hylster, forlad dit hylster!” derved blev Navagiaq så forskrækket, at han skyndte sig ud. Kvinden fødte en rask dreng og således blev han menneske igen. Nu skulle han have navn, men hver gang de forsøgte at give ham et almindeligt navn, skreg han op. Til sidst samlede han alle sine kræfter og skrålede det ene ord: ”Navagia, Navagiaq, Navagiaq!” og næppe havde han gjort det, før hans moder sagde: ” Lad os forsøge at give ham det navn!”. Således kom hans sjæl igen til at hedde Navagiaq, og han var tilfreds og gav sig til at vokse. Da han blev stor, gik han i den gamle Navagiaqs spor og blev en dygtig sælfanger.

Frit genfortalt efter bl.a. Ûsarqak og den døbte Johansine.