Uddrag: Knud Rasmussen ”Mindeudgave” III. Bind, Nordisk Forlag 1935: ”Renjægerne, der aldrig kom tilbage”.

Folk ovre på Akilinerk, landet på den anden side havet, blev ofte borte, når de gik ud på renjagt. En mand gik så en gang ud for at søge efter de bortkomne og fik inde mellem fjeldene øje på en fremmedartet mand, der kom gående lige imod ham. Den fremmede var ikke nogen kystbo. Renjægeren kastede sig næsegrus på jorden for at skjule sig; den fremmede blev ved med at gå lige imod ham, til sidst var han helt henne ved ham. Jægeren rystede ordentlig af skræk.

Men da den fremmede et øjeblik vendte ryggen til, skød han ham med en af disse pile med hager, der aldrig går af, når de ikke bliver skåret ud. Den fremmede flygtede bort i løb; men jo mere han løb, desto længere borede pilen sig ind i kroppen på ham.
Jægeren løb den modsatte vej og redede sig hjem.

Der fortælles også om en anden mand, der ligeledes var på renjagt og ligeledes alene, at han også havde mødt en mand af et andet udseende end de mennesker, han ellers var vant til at se. For at skjule sig havde han kastet sig fladt ned på jorden. Den fremmede, som var ualmindelig stor, så sig tilbage og gav en lyd fra sig, en mærkelig skarp lyd, der fór op gennem fjeldene.

Det viste sig senere, at han havde et redskab, hvorigennem han udstødte denne lyd.
Så kom en mand af samme udseende frem et stykke bagefter og gik hen til ham. De fulgtes nu ad o gik hen til et sted, hvorfra de havde udsigt over havet, og satte sig på en sten lige i nærheden af renjægeren. Der sad de nu og talte sammen og pegede en gang imellem ud over havet, måske efter kajakker.

Da de havde siddet lidt, gik de igen deres vej uden at opdage jægeren, der flygtede hjem. Dagen derefter var jægeren sammen med nogle landsmænd oppe at undersøge de sten, de havde siddet på; de viste sig da at være meget store og ikke små, således som renjægeren havde troet; så store havde mændene været. Men hvem de mænd var, og hvor de havde land, vidste ingen.

Fortalt af Panigpak