En lille snespurv flagrede sørgmodigt pippende omkring og ledte efter sin mage. En ravn fløj til hende og tilbød sig som hendes nye mage, idet han fremhævede sit smukke udseende og evnen til at kunne beskytte hende under sine store vinger. Desuden kunne ravnen skaffe rigelig føde i form af skarn. Men spurven syntes ikke om ravnens udseende og brød sig ikke om skarn, når hun var vant til orme.
Men da ravnen var fuld af elskov, fløj han videre og forelskede sig i to vildgæs. Imidlertid var vildgæssene ved at samle sig i flok for at trække sydpå. De to gæs syntes heller ikke om ravnen og afviste ham, idet de forklarede, at det ville være umuligt for ravnen at følge med dem ud over havet. Det ville være alt for langt. Han kunne jo ikke flyde på vandet, når gæssene hvilede sig. Ravnen insisterede. Han kunne jo bare hvile sig på et isfjeld, når gæssene hvilede sig på havet. De to gæs forklarede da, at der ikke ville være isfjelde hele vejen. Men det så ravnen stort på. Han var en udholdende flyver og kunne sagtes holde sig svævende over gæssene, mente han, mens de lå på havet.
Så tog ravnen de to gæs til koner, og alle gæssene begyndte trækket sydpå fra land ud over havet. Ved første hvil satte ravnen sig på et isfjeld. Imidlertid blev der færre isfjelde, jo længere de kom fra land. Næste gang, gæssene hvilede sig, holdt ravnen sig svævende over dem, men det var alligevel trættende. Til sidst blev ravnen så udmattet, at han forlangte, at hans to koner skulle svømme side om side på vandet, så han kunne sætte sig med et ben på ryggen af hver gås.
Som sagt så gjort. De to gåsekoner flød side om side på havets store dønninger, og ravnen satte sig på dem og faldt i søvn. Men da de andre gæs lettede fra havet, følte de to gæs en så uimodståelig trang til at følge med, at de blev enige om at lade hånt om ravnen og svømmede fra hinanden for at lette. Ravnen dumpede i vandet og skreg: ”Noget at hvile mig på”, hvorefter han sank i havet og druknede.
Mens ravnen sank i dybet og førtes med strømmen, opløstes han i små dele, og hans sjæl blev til små ”Havravne” – sorte vingesnegle.
Genfortalt efter Knud Rasmussens ”Myter og Sagn fra Grønland” 1925.