En mand havde flere sønner. En vinter skete det, at den ene søn forlod familien og gik til fjelds. Den følgende sommer ledte faderen og de øvrige sønner forgæves efter ham. Og sommeren efter ledte de i en anden fjord. I løbet af efteråret, da de stadig ledte på må og få i fjeldene, fandt de endelig hans bolig under en stor udhulet sten beklædt med rensdyrskind og lukket udadtil.

Fjeldgængeren var ude på jagt, så faderen og brødrene lagde sig på lur og afventede hans tilbagekomst. Endelig viste fjeldgængeren sig bærende på et stort rensdyr. Da han kom hen til hulen sprang brødrene frem, greb ham og holdt ham fast. Idet fjeldgængeren genkendte dem, udstødte han af skræk et brøl som et rensdyr. Derpå forsikrede han faderen og sine brødre om, at de roligt kunne slippe ham, han ville ikke flygte. Faderen fortalte ham, at det nu var den anden sommer, de havde søgt efter ham, og faderen bad ham nu om at følge med dem hjem. Fjeldgængeren svarede ja, at han ville følge med dem.

Af glæde over gensynet blev de dér natten over, så de alle kunne bruge hele næste dag til at bære alting ned til fjorden. Fjeldgængerens forrådskammer ved siden af hulen var fuldt af tørret kød og skind, så de måtte bære byrder af flere omgange. Da de skulle gå, bad brødrene ham om at følge med, men fjeldgængeren sagde, at han ville blive og passe på sagerne for ræve og ravne til de kom for sidste gang, så ville han gå med. Derpå gik faderen og brødrene, men da de kom tilbage var fjeldgængeren forsvundet og havde taget resten af forrådet med sig. Da ærgredes de over, at ikke én var blevet tilbage hos ham. Forgæves søgte de nu igen efter fjeldgængeren, indtil han fra toppen af et højt utilgængeligt fjeld forskrækkede dem med et hyl. Derpå opgav de ham og rejste hjem.

Genfortalt efter H. Rink ”Eskimoiske eventyr og sagn” 1866.