I december 2018 var jeg i Danmarks Radios P1 i forbindelse med udsendelsen “Ved verdens ende” om grønlandske fjeldgængere/qivittoq. I udsendelsen fortæller jeg om mit møde med en qivittoq. Programmet er udarbejdet af Katarina Lewkovitch. Hør udsendelsen her.

 
I fjeldene omkring den store fjord Nagssugtoq (Nordre Strømfjord) i Vestgrønland har jeg om efteråret igennem årene drevet meget rensdyrjagt. Flere områder i indlandet er omgæret med megen mystik, blandt andet, fordi enkelte renjægere i tidens løb, en sjælden gang, har observeret en fjeldgænger. – Et sådant menneske har af forskellige årsager søgt ensomheden i naturen og overlever så længe det lader sig gøre som eneboer. En fjeldgænger tillægges overnaturlige evner. Fænomenet har været kendt i umindelige tider og er beskrevet i den grønlandske litteratur.
I slutningen af 1980’erne var jeg sammen med et par gode venner på rensdyrjagt i bunden af den store sø Nagssugtutata syd for fjorden. Det havde været en lidt anstrengende tur, fordi man skal bære sin jolle det meste af en dag over land fra fjorden og op til søen for lettere at kunne komme langt ind i det land, hvor rensdyrene færdes talrigt. Men det skal bare overstås, og er en del af charmen ved rensdyrjagten dér.
Vi slog telt op, og næste morgen, da jeg vågnede, var kammeraterne allerede ”over alle bjerge”. Jeg er som regel den sidste, der kommer ud af soveposen, og er desværre derfor også den sidste, der vender hjem til teltet ofte i nattens mulm og mørke.
Dagen så lys og god ud. Efter et par timers vandring kom jeg ind i en stor dal med et par små søer i bunden og et vældigt fjeld for enden. Luften stod næsten stille. Myggene og de små kamikfluer var en plage i solvarmen og stak mig overalt, hvor huden var blottet. Jeg trængte til et hvil. På en stor jævn skråning med god udsigt over dalen lå der enkelte klippeblokke. Jeg lagde mig bag en kæmpesten og borede ansigtet ned i lyngen med anorakhætten over hovedet. På den måde var jeg fri for de plagsomme insekter, og de små lynggrene var gode imod kløen.
Efter en tid trodsede jeg myggene og vovede langsomt at rejse hovedet for at undersøge dalen for eventuelle dyr – området var ideelt for rensdyr.
Et stykke foran mig synes jeg pludselig, at der lå en sten mere, end jeg havde lagt mærke til, da jeg lange mig.
Med ét bevægede stenen sig – og, hva’ pokker! – Ved siden af lå sg’u da et rensdyr, som ”stenen” var ved at vende om på ryggen. Kikkerten! Hvor Satan var kikkerten? Jeg havde langt den sammen med riflen på nabostenen og kunne ikke nå den uden at blive set. – Pokkers! Hjertepulsen dunkede mig helt op i tindingerne, og det flimrede for øjnene. Det var eddermame ikke nogen almindelig rensdyrjæger! Jeg sku’ ikke nyde noget af at røre mig.
Skikkelsen var lille og klædt i vrangvendt rensdyrskind. Bag et langt, sort, tjavset hår skimtedes et lille mørkt ansigt med et vanvittigt udtryk. Han arbejdede rundt om dyret foroverbøjet, i seje, kraftfulde bevægelser – tilsyneladende uden redskaber. Jeg kunne heller ikke få øje på noget jagtvåben. Han gjorde ofte pause, idet han skulede frem for sig uden en bevægelse. Alligevel var rensdyret hurtigt flået og åbnet.
Jeg lå helt stille, men myggene og fluerne begyndte atter at plage mig, så jeg var til sidst nødt til langsomt og stille at dække ansigtet. Billedet af sceneriet stod knivskarpt for mig. Det er sg’u da en Qivittoq, en fjeldgænger – utroligt! Arrghh, de satans myg.
Helt fortumlet af det stærke indtryk, vovede jeg igen yderst forsigtigt at blotte ansigtet. Ssshhyy – endelig ingen lyde, tænkte jeg, langsomt og forsigtigt hævede jeg blikket og så frem for mig. ”Stenen” var der stadig. Jeg rejste hovedet en anelse, men – hva’ Fanden! – Dyret var væk! Jeg kiggede roligt fra side til side. – Rensdyret var virkelig væk, men ”stenen” lå der stadig. ”Stenen”! Jeg stirrede frem for mig.
”Det er sg’u da bare en stor, grå sten”! Udbrød jeg halvhøjt for mig selv. Jeg sprang op bag mit skjul og så mig omkring. Fik fat i kikkerten og riflen og løb hen til ”stenen”. Jo! Der havde været slagtet et dyr her, men for længe siden. Indholdet af rensdyrets mavesæk lå tørt i lyngen, men ellers intet.
Jeg havde det underligt resten af dagen, men i løbet af eftermiddagen lykkedes det mig at nedlægge to rensdyr, og jeg var for en gang skyld den første ved teltet om aftenen. Da mine kammerater dukkede op, serverede jeg en grydefuld kogt rensdyrkød. Jeg turde ikke fortælle om min oplevelse. Men senere malede jeg den.