Oprindelig havde menneskene ingen lus. – Så engang var Ormene og Lusene på konebådsrejse, da de fik øje på et menneske, der lå og sov inde på jorden. De blev derfor enige om at ro op kap til mennesket for at tage land i nakken og armhulen. Under vejs råbte de uafbrudt: ”Frem til nakken! Frem til armhulen.

Lusene var de hurtigste, men så brast deres årestrop, og ormene roede forbi dem. Lusene fik udbedret skaden og roede videre. Nær land brast Ormenes årestrop. Da de nåede stranden, sprang de alle i land og løb om kap op imod mennesket for at blive de første på det. Men ormene faldet og Lusene kom først. ”Mennesket smager slet ikke godt. Jorden alene er føde!” Råbte ormene, da de faldt. ”Vi vil foretrække at være jordens lus”. Men Lusene skyndte sig bare frem til mennesket og fandt i det både land og føde. Og siden har menneskene haft lus.

Genfortalt efter Knud Rasmussens  ”Myter og Sagn fra Grønland” 1925 og ”Inuit fortæller”1981