Uddrag: Knud Rasmussen ”Inuit Fortæller grønlandske sagn og myter”, bind I, forlaget Bogan 1981.

Nakasungnaq rejste nordpå for at finde sig en ny fangstplads. Da efteråret kom, og jorden begyndte at fryse, blev han opfordret til at overvintre hos folk, han tilfældigt havde truffet. Nakasungnaq tog imod indbydelsen og blev hos dem.
Engang om vinteren fortalte en af hans husfæller, at når foråret kom, ville der komme nogle fisk, der kun havde øje på den ene side af hovedet. Nakasungnaq bøjede hovedet. Han anede ikke, hvad man mente med de små dyr, der kun havde øje på den ene side af hovedet, og derfor blev han ved at gentage: ”Kun øje på den ene side af hovedet, kun øje på den en side af hovedet.”

Næste morgen tidlig var Nakasungnaq, der ellers plejede at sove længe, allerede forsvundet, da de andre vågnede. Han var taget ud for at kigge efter de mærkelige fisk. To morgener i træk stod han meget tidligt op for at spejde efter de mærkelige fangstdyr, men siden blev han atter syvsover, således som han plejede at være.

Men foråret nærmede sig, og jo varmere det blev i vejret, desto tidligere stod bopladsens folk op. En morgen, da manden i huset kom ud, var fiskene ganske rigtigt kommet. Og de havde, som han havde fortalt, kun øje på den ene side af hovedet. Han fangede dem med en lyster, og da han havde fået nogle stykker, gik han hen til huset og råbte ind: ”Nakasungnaq, kom du nu også ud og deltag i fangsten.”
Nakasungnaq skyndte sig at stå op, idet han samtidig blev ved med at gentage: ”De små fisk med øje på den ene side af hovedet.”

Derefter sprang han splitternøgen ud af huset og hoppede ud i vandet, ud imellem de enøjede, og da han kom op igen, havde han virkelig en af dem i hånden, og idet han kravlede op på stranden, råbte han: ”Bare man nu ikke fryser ihjel efter den fangst.”
Nakasungnaq bragte fisken op i huset og lagde den i vandtønden, og her levede den som hans kære lille husdyr. Det var en hellefisk, han havde fanget. Men alle hans husfælle bragte også sin fangst ind i huset og bad sin kone om at koge dem. Hertil sagde Nakasungnaq: ”De smager vist ikke godt.”

Han begyndte med at tage et lille, bitte stykke mellem fingrene, men så dejligt smagte de ham, at han snart spiste hele portionen fra sine husfæller, så der slet ikke blev noget tilbage til dem. Og nu tog han også den fisk, han havde i sin vandspand, dræbte den og kogte den og spiste den ganske alene uden at give sine værtsfolk noget.
En dag tog Nukasungnaqs husfælle som sædvanlig til orde og sagde: ”Inden længe kommer de små, der flagrer omkring.”…

…Atter gik der nogen tid, så sagde Nakasungnaqs husfælle: ”Inden lang tid vil vi få besøg af de små vandrere.”…

…Det blev efterår, og det blev vinter, og isen lagde sig på havet. Atter denne gang tog Nakasugnaqs husfælle til orde og sagde: ”Når det bliver rigtig koldt, og isen ligger fast til land, vil vi få besøg af de store vandrere.”…

… Da foråret kom, og sommeren begyndte, vendte Nakasungnaq atter tilbage til sit land, og folk var alle steder glade for at høre på hans utrolige jagthistorier.