Qitdlaq var engang på fangstrejse sammen med en kammerat. De blev overfaldet af en storm og drev til søs indtil en pålandsvind førte dem ind til en kyst, som de ikke kendte. De gik på isen bærende på deres kajakker. De fulgte strandkanten og levede længe af ryper.

Efter nogen tid stødte Qitdlaq og hans kammerat på fremmedartede mennesker, der for ud på isen, hver gang de kom ud af deres huse. De ventede nok fjenden, så dem undgik de. Til iskanten kom de kun for at spejde efter mennesker. Atter traf de på fremmede folk. De så frygtindgydende ud, fordi de ingen klæder havde på overkroppen, men gik med fjer.

Det var nu Qitdlaq umuligt at holde sin kammerat fra dem. Han opsøgte dem, fordi han ikke troede på Qitdlaqs forestillinger. Øjeblikkelig blev han omringet af de fremmede fjerklædte og udspurgt, om han var alene, og om hvor hans ledsager var. Han svarede, at han var oppe i fjeldene, og straks efter overfaldt de ham, dræbte ham og flænsede ham med lange knive. Samtidig rejste de en vind oppe fra fjeldene, så de kunne vejre ledsagerens skjulested.

Men Qitdlaq, som havde skjult sig, var en stor åndemaner og rejste en snestorm med stærk kulde, og sneen hvirvlede ned fra fjeldene, så alle forfølgerne frøs ihjel. Således reddede han sig fra sine fjender og roede omsider hjem.

Genfortalt efter Qissúnguaq, Knud Rasmussen ”Myter og Sagn fra Grønland” 1925.