Der var engang en fanger, der var ude i kajak, han roede ind mod kysten og gik i land. Han gik op over fjeldet og fik udsigt over en sø, hvor en flok kvinder badede sig. Så listede han hen til bredden af søen og skjulte sig bag en stor sten. Derpå undersøgte han deres klæder og tog den dragt ud, der var smukkest syet. Idet han nu rejste sig op, så kvinderne ham og løb forskrækkede hen til deres klæder. Idet kvinderne trak klæderne på forvandlede de sig til skalleslugere og fløj bort.

Men en af kvinderne kunne ikke finde sine klæder. Manden fangede hende og spurgte, om hun ville være hans kone. Hun svarede ja, men han skulle først give hende klæderne. Det gjorde han, men holdt fast i hende, så hun ikke kunne flyve. Da kvinden var påklædt tog fangeren hende med sig hjem som sin hustru.

Den næste morgen turde fangeren ikke gå ud i kajak af frygt for, at hun skulle flyve bort, og således holdt han op med at gå på fangst. Imidlertid sagde hun en dag til ham, at han trygt kunne tage ud, for nu elskede hun ham. Derpå gik han atter på sælfangst. Endelig fødte hun et drengebarn og senere endnu en dreng, men siden ikke flere.

Da drengene begge var blevet større, gik moderen undertiden ud med dem og sagde til dem, at de skulle samle vingefjer, fordi de var i slægt med fugle. Engang da de således gik, satte hun vingefjer på den ene dreng. Pludselig blev han til en skallesluger og fløj bort. Det samme gjorde hun ved broderen, som ligeledes fløj. Derpå tog hun selv vingefjer på og fløj bort som en skallesluger.

Frit genfortalt efter Knud Rasmussen ”Myter og Sagn fra Grønland” 1925 og H. Rink ”Eskimoiske Eventyr og Sagn” 1866.