Om foråret på den tynde fjordis lige syd for bygden Attu i Vestgrønland har jeg drevet meget uuttoq-fangst – jagt på sæler, der soler sig på isen. Det var som regel unge sæler og altid netsider (ringsæler). Det var hver gang en utrolig spændende udfordring på hundeslæde at navigere hundene ud over den tynde solsprøde fjordis, og om anstrengelserne ville give fangst. Hundene skulle lystre signalerne, og i en nødsituation skulle man være god med pisken. Men alt afgørende var det, at man havde styr på sine egne nerver.

Når man i kikkerten fra slæden eller fra en isskruning i landbrækket har udset sig en rolig uuttoq, kører man i retning af den, indtil vind og skygge er imod én, og man tydeligt med det blotte øje kan skelne sælens hoved fra kroppen. Så parkeres hundene, skydeslæden og sejlet spændes på riflen, og idet man håber, at isen vil bære ens vægt, kan turen til fods ud over isen imod uuttoq’en begynde.

Tiden forsvinder altid på turen ud over isen. Det blændende stærke sollys får himmel og is til at smelte sammen til et hvidglødende univers, og man bevæger sig i realiteten på en tynd hinde imellem to gigantiske elementer, havet og himlen. Koncentrationen på sælens bevægelser skal være optimal. – Med meget korte intervaller rejser uuttoq’en hovedet, ser rundt, lytter og snuser. Hver gang det sker, må man stivne i sin bevægelse, ellers er det sket, og sælen forsvinder lynsnart ned i sit åndehul. Skjult bag skydesejlet kravler, kryber og maver man sig de sidste hundrede meter ind på skudhold. Man venter utålmodigt med pulsen hamrende i halsen af spænding og anstrengelse, mens man holder øje over riffelløbet igennem skydesejlets sprække med sælens søvnrytme. Patronen skal nu ligge i kammeret, og man har kun ét skud. Projektilet skal sidde i hovedet, ellers kryber den anskudte sæl i hullet og går tabt.

Nu, nu hæver den hovedet og ser rundt, nu skal skuddet falde – man hører et hult smæld og ser sælen klaske sammen.

Let om hjertet rejser man sig, ser tilbage imod hundene, der i det fjerne stadig ligger roligt. De sidste 40 til 60 meter går man stolt oprejst hen til sælen, hvis skælvende krop ligger med hovedet ned i åndehullet og forbløder.

Der kan være gået timer, og isen kan have forandret sig på grund af den varme solstråling, men ens gang er også blevet tungere med en sæl på slæb. Det er vigtigt, at hundene bliver liggende og ikke kommer galoperende ud på den tynde is. Længere nordpå hvor isen er tykkere har mange fangere opdraget deres hunde til at komme så snart de hører skuddet. – Og glade er de, når det går hjemad.

Oprindelig foregik uuttoq-fangst uden riffel og skydesejl. Fangeren krøb ind på sælen alene ved at efterligne dens form, bevægelser og lyde på isen – et fantastisk kunststykke. Kun få meter fra sælen rejste han sig og kastede harpunen af al kraft efter den ned i åndehullet, hvorefter han med fangstlinen halede det levende dyr op på isen igen. Med knyttet næve og et par kraftfulde slag imod sælens isse knuste fangeren dens hjerneskal. På den måde aflivede han sit fangstdyr.

… Rypen er min hjælpeånd.