Et par gamle folk havde flere børn, men udelukkende piger. Den mellemste af disse behandlede de som stedbarn, og de andre søstre var altid onde imod hende. Hun græd næsten altid, gik dårligt på fødderne, da hun ingen strømper havde i støvlerne, og derfor trådte hun også altid på støvleskafterne.

Engang blev der, som hyppigt skete, uenighed i huset, og igen skulle det gå ud over den stakkels mellemste søster. Til sidst slog moderen hende i ansigtet, så at blodet styrtede ud af næsen på hende, og derpå jog forældrene hende ud af huset. Da gik hun grædende til fjelds, bestandigt gående på støvleskafterne og sigende: ”Moder og fader sagde, at jeg skulle gå bort, og mine søstre foragtede mig, derfor går jeg her, dårligt gående på fødderne og med blødende næse: ”Ah! Ah! Fader! Moder! Ældre søstre! Ah! Ah!”

(Grønlandsk: Ah! Ah! Atata! Anana! Angaju! Ah! Ah!).

Medens hun endnu gik grædende og med blodet strømmende ned fra næsen, så hun sig ikke for, faldt ud i en indsø og blev til en Lom.

Lommens øjne er ganske små, det er af gråd, at de er ophovnede; den røde stribe ned ad halsen er næseblodet; dårligt går Lommen på fødderne, og når den skriger, er det ligesom et grædende barn, og tydeligt hører man da: Ah! Ah! Atata! Anana! Angaju! Ah! Ah!

Uddrag: Meddelt af C. Lytzen ”Grønlandske Sagn”, forlag Anders Nyborg 1973