Uddrag: Knud Rasmussen ”Mindeudgave” III. Bind, Nordisk Forlag 1935

Der var engang en pige, som vragede alle mænd; til sidst blev faderen vred på hende og ville nu, at hun skulle tage hans hund. Der fortælles nu, at skarn af en hund var blevet til et menneske og var inde i huset, da faderen truede sin datter med at give hende til sin hund. – Og så er det, at skarnet i menneskeskikkelse udbryder:

”Lad mig komme ud, jeg tøer!” Den kunne nemlig kun leve, så længe den var frossen. Og så gik den ud og sladrede til hunden. Hunden, som nu fik lyst til elskov, brød ind, sønderrev pigens klæder og hang fast med hende, således som hunde plejer; og så slæbte den hende efter sig ud af huset. Pigen, som var bange for hunden, krøb op på et stort hvalben, og der faldt hun i søvn; men hunden gnavede benet over, så pigen faldt ned, og så legede den atter med hende.

Faderen, som nu havde fået medlidenhed med sin datter, roede hende ud til en lille ø; og det er den ø derovre ved Kangerdlugssuark. Men hunden bandt han til et remmesælskind, som han fyldte med store sten. Hunden gav sig nu til at trylle og svømmede kun med snuden over vande over til øen, slæbende alle sten med. Og ovre på øen levede den nu sammen med pigen. Faderen, der havde medlidenhed med hende, bragte hende mad.

Endelig blev da pigen svanger og fødte ti børn: to hunde, to Erkrilikker (hunde med menneskehoveder) to eskimoer, to Kravdlunâker (hvide mænd) og to Kravdlunâtsait (fjendtligsindede hvide mænd).

De hvide mænd lagde hun i en kamiksål og satte dem ud i havet; og så sejlede de til de hvide mænds land og blev deres stamfædre. Ser man et skibskrog højt oppe fra ligner det også en kamiksål.
Men pigen, som var opbragt på sin fader, fordi han havde ladet hende ta’ sin hund til mand, lod ham sønderrive af sine børn.

Her ender denne fortælling.
På den ø, hvor hunden og pigen har boet, findes en grav, som indeholder knogler både af menneske og hund.
Og derfor må denne fortælling være sand.

Fortalt af Arnajârk.