Der fandtes en gang et gammelt ægtepar, som ikke ønskede, at deres eneste datter skulle giftes trods det, at hun selv gerne ville have en mand. De gamle forældre undrede sig imidlertid over, at datteren, når hun skulle samle bær, gik ud om morgenen tidligt med en lille håndkurv og først kom hjem om aftenen med få bær. Den gamle far fik derfor mistanke om, at datteren foretog sig noget hemmeligt. Han listede sig efter hende ned til stranden og lagde sig på lur bag en stor sten. På strandbredden afklædte datteren sig, sprang ud i vandet og kaldte på en hajfisk. Da hajen kom til syne, kastede hun sig ud til den og drev omgang med den. Det forskrækkede den gamle far, som skyndte sig hjem, hvor han fortalte det til sin kone. Nogen tid senere blev datteren efterhånden tyk. Så en dag gik hun ned til stranden og fødte ti hajunger, som hun satte ud i havet til den store hajfisk, der herefter passede på dem.

Hajfisken var således blevet det gamle ægtepars svigersøn. Han var så god til fangst, at datteren dagligt kunne hjembringe rigeligt med sælkød og spæk til familien. Efterhånden voksede hajungerne sig store, så de kunne hjælpe med fangst. Især en af hajungerne var stærk. Han hed Sujutouk og var den første, som hjembragte en hel sæl. Imidlertid døde kvindens gamle forældre, så hun nu levede alene med hajfiskene.

En dag hørte hajfiskebrødrene, at der et sted var blevet fanget en grønlandshval. Sujutouk foreslog, at de skulle opsøge hvalen og hjembringe den nye slags kød til deres mor. Sujutouk var den første på slæbestedet. Hvalens forkrop lå stadig ude i vandet, mens folk var i gang med at flænse hvalens bagkrop, som lå tørt. Sujutouk svømmede til hvalens hoved nedefra og begyndte at bide en stor luns kød med spæk ud. Men en af mændene på slæbestedet fik øje på ham og stak ham med sin lænser i hovedet. Trods smerten flåede Sujutouk et stykke kød af. Hjulpet af hajbrødrene svømmede han hjem til moderen, som forfærdedes over hans tilstand.

Moderen løb straks over land sydpå til den nærmeste boplads, hvor hun vidste, at der boede en gammel kvinde, som hun bad om et lægemiddel. Den gamle kvinde havde intet andet lægemiddel end en gammel urinbøtte af skind, som moderen fik lov til at skære et stykke af. Skindstykket syede hun hen over Sujutouks sår med trævler af hvalbarde, og efter få dage var såret ganske lægt.

Sujutouks brødre opfordrede ham nu til at hævne sig. De havde lagt mærke til, at manden, som stak ham, havde en plet imellem øjnene. Undervejs samlede Sujutouk hajfisk fra fjordene som hjælpere. Endelig mødte de nogle kajakmænd, hvoraf den ene havde en plet imellem øjnene. Sujutouk svømmede ind under ham og bed først kajakken og derpå manden midt over. De andre fangere ville komme den forulykkede til hjælp, men opdagede, at vandet var fyldt med hajfisk, og de flygtede.

Efter den tid var Sujutouk blevet meget dristigere til fangst og var en gang svømmet for langt til havs. Her blev han overfaldet af en kaskelothval, som først bed halen af ham og derpå kroppen, hvorpå han tabte bevidstheden. Grønlandshajens kød lugter af pis. Det fortælles, at lugten stammer fra den gamle kvindes urinbøtte.

Knud Rasmussens  ”Myter og Sagn fra Grønland” 1925.