På en boplads dræbte man engang en mand, som havde en gravid kone og en drægtig hund. Kort efter tog bopladsfællerne på fangstrejse og efterlod kvinden og hunden uden forråd. Nogen tid efter fødte kvinden en søn. For at skaffe mad til sig selv og barnet, fandt hun på at fange ravne i snarer, idet hun brugte sin moderkage fra fødslen som lokkemad. Hun fangede mange ravne og syede af skindene pelse til sig selv og drengen, idet hun lod fjerene og vingerne sidde på.

Da hunden havde fået hvalpe, tryllede kvinden både over hvalpene og sin søn, så de i løbet af et år blev fuldvoksne. Derefter kørte de på rejse for at opsøge mennesker.

Da de var nået frem, bad kvinden om lidt tøj til sin søn, men de fremmede mennesker svarede: ”Lad børn gå nøgne.” Derpå bad hun om en kone til sin søn, men de fremmede svarede: ”Ej tager drengebørn koner”. ”Så kan I vel skyde os ned,” sagde sønnen, og så fandt de fremmede deres buer og beskød kvinden og drengen. Men moderen stillede sig frem og svingede remmen til den rygpose, som hun i sin tid havde båret sønnen i, og alle pilene ramte ved siden af. Drengen greb nu sin bue og skød alle menneskene ned. Derpå rejste kvinden og sønnen videre til nye bopladser.

Genfortalt efter Arnâluk. Knud Rasmussens  ”Myter og Sagn fra Grønland” 1925