Et efterår tog en gammel fanger og hans eneste søn lidt sent på rensdyrjagt i en fjord, hvor de plejede at gå på jagt. De andre fangere var for længst ankommet, men der var ingen mennesker at se på lejrpladsen, kun telte stod der. Det undrede de sig over, men alligevel gik de på jagt hver for sig, sønnen imod syd, og den gamle mod øst.

Den gamle fanger gik op langt ind i landet til nogle fjelde og søer, og bag dem sås selve indlandsisen; men ingen steder fik han øje på hverken mennesker eller rensdyr. Det hele virkede fremmedartet og skræmmende, og tågen hang over fjorden langt bag ham. Pludselig så han mod syd en stor fugl komme til syne som en mørk skygge i det lave skydække. Fuglen kom nærmere og virkede meget stor. Det viste sig at være en kæmpefalk, der kom flyvende med et menneske på tværs i næbbet. Den gamle fanger blev skrækslagen og gemte sig bag en stor klippeblok. Da falken var kommet forbi ham på vej op til en stejl klippe, hvor den havde sin rede, løb den gamle fanger alt, hvad han kunne, ned mod fjorden og teltpladsen, men opdagede snart, at falken forfulgte ham. Af dens skarpe skrig kunne han høre, at den måtte være lige bag ham, og i sidste øjeblik sprang han ind under et klippefremspring for at skjule sig. Han var nu sikker på, at det var hans egen søn, den havde haft i næbbet. Falken havde imidlertid sat sig på klippefremspringet, fordi den var så stor, at den ikke kunne nå ham under klippen. I stedet var den begyndt med næb og klør at grave sig ned igennem klippen. Mens falken var optaget af sit forehavende, listede den gamle fanger sig ud af hulen og gav sig igen til at løbe af alle kræfter. Men falken opdagede ham og satte efter ham.

Igen lykkedes det den gamle i sidste øjeblik at skjule sig under en klippe. Han hørte længe falken hoppe omkring på klippen og skrabe. Så blev der pludselig stille. Den gamle fanger sneg sig frem, men kunne ikke få øje på fuglen, hvorpå han fortsatte sin flugt ned imod teltene. Men falken så ham og satte på ny efter fangeren. Endelig nåede han ned til lejren og ind i sit telt. Kæmpefalken kredsede længe over lejren, men opgav til sidst. Hen imod aften ankom sønnen til teltet. Han havde hverken set folk, dyr eller noget til falken. Øjeblikkelig satte de deres konebåd i vandet og roede ud af fjorden. De tog aldrig siden på renjagt i den fjord.

Genfortalt efter Knud Rasmussens  ”Myter og Sagn fra Grønland” 1925.