Genfortalt:
Kâgssagssuk var en forældreløs dreng, der boede sammen med mange ubarmhjertige mennesker i et stort vinterhus. Han havde en gammel fattig plejemor, som opholdt sig i et lille siderum til husgangen. Kâgssagssuk holdt til i selve husgangen og søgte varmen mellem hundene. Når mændene om morgenen skulle ud på fangst, traf de ham med pisken, når de slog efter hundene. Skulle der spises kappedes mændene om at stikke fingrene ind i hans næsebor og løfte ham op på dørtrinnet. De gav ham frosne madrester og benstumper, som han skulle fortære uden at bruge kniv, og når de syntes, at han spiste for meget eller for hurtigt, trak de tænder ud på ham, så han voksede ikke, undtagen hans næsebor. Hans gamle plejemor gav ham støvler og en kastepil, så han kunne lege som de andre børn, men de kastede sig over ham og fyldte hans klæder med sne, tissede og sked på ham til han var ved at kvæles.

Omsider kunne Kâgssagssuk dog gå alene til fjelds, hvor han en dag påkaldte ”Kraftens Herre”, der viste sig som et ulveagtigt væsen. Den snoede sin lange hale omkring ham og slyngede ham bort, hvorved der først faldt meget legetøj i form af benstumper fra ham. Og hver gang blev Kâgssagssuk en smule stærkere. Han opsøgte ”Kraftens Herre” flere gange, og det samme gentog sig, men til sidst faldt der ikke mere legetøj ud af ham, og han kunne mærke, at han var blevet voldsom stærk, men ”Kraftens Herre” befalede ham, at han ikke måtte vise sig før ud på vinteren, når der kom tre bjørne til bopladsen.

I løbet af efteråret hjembragte kajakmændene en stort stykke drivtømmer, som de lod ligge i vandet til næste dag. Men om natten løftede Kâgssagssuk træstammen op og plantede stammen lodret i jorden bag huset. Næste dag undrede alle sig.
Ud på vinteren kom fangerne og fortalte, at der var tre bjørne ude på isen. Nu var Kâgssagssuks tid kommet. Han lånte et par gamle kamikker af sin plejemor, som hånligt ønskede et par brikseskind. Under megen bespottelse fra næsten alle, løb han ud over isen imod bjørnene, der nu var klatret op på et isfjeld. Kâgssagssuk satte efter dem op på isfjeldet, hvor han til alle fangernes store skræk dræbte alle bjørnene. Derefter kastede han dem ned til fangerne på isen og bød dem at flænse. Derefter tog han de tre bjørne på nakken og bar dem hjem. Da han kom til sin plejemor kastede han to bjørneskind hen til hende.

Nu var husfællerne skrækslagne for Kâgssagssuk og prøvede efter alle kunstens regler at smigre ham. Men Kâgssagssuk tog en grusom hævn, idet han en efter en dræbte alle de bopladsfæller, der i tidens løb havde pint og plaget ham. Kun de fattige folk, som havde søgt at hjælpe ham, skånede Kâgssagssuk. Derefter drog han i kajak op og ned langs kysten til fremmede bopladser for at vise sin styrke.

Sagnet om Kâgssagssuk findes i flere udgaver, her skal blot nævnes to:

Kâgssagssuk, sagnet om den forældreløse, illustreret af Jakob Danielsen, nedskrevet af Knud Rasmussen, introduceret af PH. Rosendahl, udgivet af Lyngby Kunstforening 1967.
H. Rink ”Eskimoiske Eventyr og Sagn” bind I, C.A. Reitzels Boghandel 1866.