Uddrag: Knud Rasmussen ”Mindeudgave” III. Bind, Nordisk Forlag 1935, ”Uglen, der var alt for grådig”.

En mand kom på vandring til en hule, hvor Uglen, Ravnen, Mågen, Falken og Struntjægeren boede sammen i menneskeskikkelse.
Alle ville de gerne beværte manden vel og tog ud på fangst.
Ravnen kom hjem med menneskeskarn, og da den var kommet ind, sagde den til et af sine børn:

”Du bredskuldrede, hent det stykke hvalhud derude uden spæk; mennesket skal spise.”
Men manden ville ikke spise det – kun Ravnen og Mågen spiste; også de øvrige huleboere forsmåede det.

”Nå,” sagde så Ravnen,”om I foragter eders eget skarn, så kan I vel i det mindste spise mit!” og så satte den sig ned på gulvet. Men også det forsmåede de andre.

Så tog Mågen ud på fangst og kom hjem med gråfisk, der var lækre som istapper. Deraf spiste mennesket, og det smagte ham godt.
Så tager falken ud og fanger edderfugle og søkonger. Også det spiste mennesket med glæde.

Struntjægeren, som intet kød havde, gav sig til at gylpe op; men mennesket foragtede det. Endelig gav også uglen sig til at tale:

”Lad nu mig se at skaffe noget mad til vor gæst,” og så fløj den.
På en slette ser den to harer og sætter efter dem; men da den begærlig vilde fange dem begge, og harerne pludselig løb til hver sin side, revnede uglen i skridtet og døde.
Således fik den aldrig skaffet mad til mennesket.

Fortalt af Arnaluk.