En enke boede sammen med sin datter på en boplads, hvor der var mange fangere. De to levede af den smule spæk og sælkød, som fangerne gav dem. Men et efterår med misfangst blev fangerne enige om at flytte til en ny boplads for at blive af med dem.

I begyndelsen levede enken og datteren af en smule tørrede angmagssætter og bær fra om sommeren. Men i begyndelsen af vinteren begyndte de at sulte. En morgen søgte datteren muslinger langs stranden, dér fik hun øje på en tejst, som hun straks løb op og fortalte sin mor.

Enken gav hende da en gammel slibesten og en flettet senetrådsline, som hun havde indviet til fangst ved hjælp af en tryllevise. Datteren bandt slibestenen fast for enden af senetrådslinen og slyngede den ud efter tejsten, som det virkelig lykkedes hende at fange. Straks kogte de tejsten, som smagte dejligt.

Næste morgen fangede datteren en edderfugl på samme måde, derefter en fjordsæl og siden en spraglet sæl, alt sammen ved hjælp af slibestenen og senetrådslinen, som tryllevisen havde gjort dødbringende mod alt vildt. Desuden havde tryllevisen den virkning, at den lokkede alle slags fangstdyt til deres boplads, så enken og datteren ikke længere led nød, men tvært imod levede i overflod.

Imidlertid skete der nu det, at de fangstfolk – som havde efterladt enken og datteren, så de kunne dø af sult – selv begyndte at lide nød. En dag, hvor vejret var rimeligt, sagde en af fangerne, at han ville ro over for at se, om enken og hendes datter omsider var døde af sult.

Da Enken så kajakken komme, sagde hun til datteren, at nu ville de nok ikke komme til at leve længe, når fangerne fik at vide, at de levede i overflod. Fangerne ville dræbe dem af misundelse.

Alligevel gik de ned til kajakmanden og tog vel imod ham. Enken kogte derpå kød til den forsultne fanger, som åd så meget, at han næsten blev kvalt. Da han skulle hjem, gav enken og datteren ham så meget kød og spæk med, som kajakken kunne bære.

Hjemme på bopladsen fortalte fangeren nu sine bopladsfæller, hvad han havde oplevet. Straks var der flere fangere, som sagde, at de dagen efter ville tage over for at dræbe enken og datteren, så de alle kunne overtage deres forråd.

Imidlertid anede enken uråd. Da en kajak, ganske som ventet, kom roende imod dem, gned enken sit ansigt ind i blod, så det så forfærdeligt ud. Derpå lagde hun sig ned i stranden, hvor kajakken ville lægge til land. Hun bad nu sin datter om at dække sig til med tang. Datteren skulle skjule sig i huset.

Fangeren lagde til land netop dér, hvor enken lå skjult i tangen, hvorpå tangen begyndte at bevæge sig, og et blodigt ansigt kom til syne. Fangeren blev så forskrækket, at han kæntrede og druknede.

Ganske på samme måde gik det bopladsens øvrige fangere, når de besøgte enken og hendes datter. De led alle en ynkelig druknedød. Enken og hendes datter fik således hævn over bopladsfællerne, der havde efterladt dem, for at de kunne dø af sult.

Genfortalt efter Knud Rasmussen ”Inuit Fortæller – grønlandske sagn og myter” 1981