Uddrag: Knud Rasmussen ”Inuit Fortæller grønlandske sagn og myter”, bind I, forlaget Bogan 1981.

Der var engang en mand, der vandrede ind over land. Det var midt om sommeren, dejligt vejr, og der var ikke en sky på himlen. Et stykke inde i landet fik han øje på et hus og gik hen til det, og se, der var mennesker derinde. Han blev venligt modtaget og opfordret til at komme ind, og da han kom ind i huset, sad der et gammelt ægtepar i brune klæder ved siden af hinanden på briksen.

Manden i huset opfordrede sin gæst til at sætte sig på sidebriksen, hvorefter han bad sin kone gå ud og hente mad til ham. Konen kom snart bærende med en aflang træbakke, og på denne bakke lå der en rund, blålig kugle, omtrent så stor som et menneskehoved, og de satte den frem for gæsten og bad ham spise. Gæsten, som ikke var vant til den slags spise, havde ikke lyst til at begynde, men så satte manden i huset pludselig sin kniv ned i den runde tingest og opfordrede ham endnu engang til at spise, idet han spurgte: ”Hvad tror du dette er for noget?”

Gæsten svarede: ”Jeg aner ikke, hvad det er, I har sat frem til mig.”
”Det er et lille blåbær,” sagde manden i det brune tøj.
Gæsten havde ikke megen appetit, men gik omsider i lag med den mærkelige ret, og da han havde spist halvdelen, holdt han op, thi det var meget sødt og gjorde ondt i tænderne. Derefter skød konen træbakken ind under briksen, da han ikke kunne spise mere.

Gæsten befandt sig underligt til mode, skønt værtsfolkene var meget venlige, og derfor tog han hurtigt afsked og gik videre. Men da han så sig tilbage efter det hus, han lige havde forladt, var der kun en lille kløft i klippen, og foran den fløj to bier. Og nu forstod han, at det var bier i menneskeham, han havde besøgt.
Manden skyndte sig hjem, og man fortæller, at han siden ikke holdt af at gå alene ind i landet.