Uddrag af: ”Knud Rasmussen Inuit Fortæller grønlandske sagn og myter” bind II, forlaget Bogan 1981.

Der var engang en lille ungkarl, der tog ud i kajak. På sin vej kom han ud for en lerskrænt, og her ser han inde på land en meget smuk kvinde med en stor hårtop. Da han så hende, fik han lyst til hende og begyndte at kalde, og han kaldte, men da hun ikke ville komme, så gik han op af sin kajak, og da han var kommen op, løb han kaldende efter hende. Men bedst som han løb efter hende, krøb hun ind i en rævehule. Han ville følge efter hende ad den vej, hun var forsvunden, men kunne ikke komme ind, og så gav han sig til at råbe ind ude fra:

”Kom ud, du derinde!” Hun ville ikke og svarede: ”Gå du ud Mariehøne!” Og så gik Mariehønen ud og sagde: ”Du skulle tage mig, skulle jeg sige!” Men ungkarlen svarede: ”Dig vil jeg ikke have. Du har så korte ben. Så er du så rund og har pletter på kroppen!” Så gik Mariehønen ind og sagde: ”Mig vil han ikke have, fordi jeg har sådan nogle korte ben og er rund og har pletter på kroppen!” Og atter begyndte den gamle ungkarl at råbe: ”Hører du ikke, du derinde, kom nu ud!” Og så hørte man hende igen sige: ”Jordedderkop, gå nu ud!” Så gik Edderkoppen ud og sagde: ”Jeg skulle sige, at du skulle tage mig!”

Men han svarede: ”Dig vil jeg ikke have. Du har sådan en lille krop og sådan et stort hoved!” Så gik den ind og sagde: ”Mig vil han ikke have, for jeg har sådan en lille krop og sådan et stort hoved!” Så hørte man hende igen sige derinde: ”Orm, gå du ud!” Så gik Ormen ud og sagde:”Jeg skulle sige, at du skulle tage mig!” Dig vil jeg ikke have, for du har så mange ben, din krop er så lang, og så er den så elastisk,” Sagde han. Så gik ormen ind og sagde: ”Mig vil han ikke have, for jeg har så mange ben, min krop er så lang, og så er den så elastisk.”

Da hun nu ikke havde flere at sende ud, så hørte han hende sige: ”Kom du selv herind, du derude!” Da han nu forsøgte at gå ind, var åbningen ikke længere for snæver til ham, og da han nu var kommen ind, lod de ham lægge sig og begyndte at dysse ham i søvn på følgende måde: ”Sov nu, Âtâliánguaq, og vågn, når foråret kommer!”

Og så kan det nok være, han begyndte at sove. Han sov, og han sov, og da han atter vågnede, var det forår, og elvene havde sprængt deres is. Da han vågnede og skulle til at se sig om, var hun, som han havde anset for at være én kvinde, bleven en ræv og var ved at kravle ud af sin hule, og således havde han nok forelsket sig i en ræv i menneskikkelse.

Den lille pebersvend blev skyllet ud i havet af en elv, og da han var kommen ud i havet, blev han til en Spraglet Sæl, og han ville nu have levet sammen med de Spraglede Sæler, men da de var så slemme til at kradse, blev han til en Netside. Således var han en tid Netside, men da han var træt af at være Netside, blev han til en Blåside. Da han nu var bleven til en lille Blåside, begyndte han at vise sig for kajakkerne, men dukkede ned, så snart de ville harpunere ham.

Men engang viste Blåsiden sig for en mand, der havde en ufrugtbar kone. Manden roede løs på ham og satte fast, og da han satte fast, var han nær bristet ud i latter. Da han så havde dræbt Blåsiden, begyndte han at sætte sin bugserline fast, men det kildede så voldsomt, da bugserlinen skulle sættes fast, at han næsten ikke kunne bare sig for grin, og først når manden længe ligesom havde holdt latteren tilbage, så gik det over. Da han var færdig, tog han Blåsiden på slæb og roede hjem med ham. Manden lagde til land med Blåsiden, og man slæbte ham op, og da de begyndte at slæbe af sted med ham, kunne manden næsten ikke bare sig for grin, men så gik det over igen, når han havde holdt latteren tilbage. De bragte Blåsiden ind i huset og begyndte at flænse ham, men da de åbnede for hjertet, sprang han ind i den ufrugtbare kvinde. Da han nu var kravlet ind i den ufrugtbare, blev hun svanger og fødte et spillevende barn, som man gav navnet Âtâliánguaq.

Men da Âtâliánguaq voksede op, ville han hen til alt det, som han fik lyst til, og det var fordi, han som sælhund havde været sammen med alle dem, han havde lyst til og således havde fået vanen. Han gik på fangst livet igennem og manglede aldrig sæler. Her ender den historie.

Fortalt af Cecilie Olsen, Sisimiut. – Nedskrevet af Frederik Olsen, hendes sønnesøn.