I en stor søskendeflok var der kun én pige. Hun havde mange bejlere, men brødrene ville ikke af med hende. Imidlertid blev hun gravid. Fordi brødrene blev vrede over det, fødte hun i det skjulte et foster, som hun begravede i mødingen. Men fosteret fik bevidstehed og ville ikke dø. Det blev til en Anngiaq, som fandt sig et hundekranie og en menneskeknogle. Anngiaqqen krøb gennem næseåbningen på kraniet og brugte det som kajak og knoglen som årer, derefter opsøgte den sin mors hus og gemte sig neden for i havstokken til det blev aften. Så kravlede den på land, lagde sit hundekranie under den yngste morbrors kajak og sagde: ”gid jeg lå ved min mors bryst!”. Derpå krøb den ind ved vindueskanten, smuttede hen og gemte sig under lampestolen, sprang derfra op til sin mors bryst og sugede die af det, mens hun sov. Da hun vågnede, sprang Anngiaqqen igen ind unde lampestolen og krøb derfra om morgenen ud under vindueskanten. Med sit hundekranie krøb den ned til havstokken, hvor den gemte sig og ventede på morbrødrene. Da brødrene i morgengryet stødte fra land, sagde anngiaqqen fra sit skjul : ”Derude vil jeg hente min mundbid” og roede efter kajakkerne til fangstpladsen.

Da en sæl dukkede op på den yngste morbrors skyggeside, roede anngiaqqen ind på ham fra solsiden. Idet morbroren løftede sin harpun, greb angiakken hans åre og kæntrede ham, hvorefter den slog ham i ansigtet, så blodet styrtede ud. Da brødrene kom til, var han død, hvorpå de bugserede ham hjemover. Anngiaqqen ville flygte udefter, men kom da i tanke om sin moders bryst, og så ilede den til land. Som sidst skjulte anngiaqqen sig i havstokken til det mørknede. Derpå kravlede den op og lagde sin lille kajak under den mellemste morbrors kajak, krøb under vindueskanten og lagde sig ved sin moders bryst. Ved daggry krøb den ud, skjulte sig i havstokken og roede efter brødrene til fangstpladsen, hvor den kæntrede og dræbte den mellemste bror. Om aftenen lagde anngiaqqen sin lille kajak under den ældste morbrors kajak, og det gik ligesom før. Men da den nu havde dræbt alle sine morbrødre tænkte den: ”Ak jeg elendige, hvorfor er jeg her!” Derpå flygtede den nordpå og kom til et hus, hvor beboerne var i færd med at mane ånder. Anngiaqqen kravlede ind gennem husgangen og smuttede ind under opgangen. Men åndemaneren opdagede den og råbte: ”Ild, ild, der kommer en anngiaq”, og da de kiggede efter, hørte anngiaqqen et skrig, den skræmte dem alle ihjel.

Da anngiaqqen således var blevet mægtigere, roede den hjem. Her skjulte den sig i møddingen uden for sin mors hus og tænkte: ”Jeg har dræbt alle min morbrødre, og kraftige mænd har jeg tilintetgjort, ak jeg elendige!”. Åndemaneren på stedet foretog en åndebesværgelse og sagde, at det var søsterens angiak, som havde dræbt hendes tre brødre. Først benægtede hun, men sagde så: ”Dengang jeg fødte, var det intet rigtigt barn.” Derved fik Anngiaqqen ondt i hovedet, og da hun fortalte videre, tabte den bevidstheden og døde derefter i møddingen.

Knud Rasmussens  ”Myter og Sagn fra Grønland” 1925.