For mange vintre siden kørte jeg en solsmuk forårsdag på slæde ind i en smal fjord ved navn Inuarullikkat – der hvor der bor småtrolde – et underligt landskab, der giver et lidt uhyggeligt indtryk af fortidighed. På vej ind i fjordkomplekset lå der to store, fede netsider (ringsæler) på isen og solede sig.
Efter at have parkeret hundene og slæden begav jeg mig bag skydesejlet ud over isen imod sælerne, idet jeg holdt øje med sælernes meget korte søvninterval. På skift rejste de hovederne for at orientere sig, og hver gang måtte jeg holde mig ubevægelig stirrende ud i det blændende lys, indtil de igen faldt til ro.
Med bankende hjerte kom jeg på skudhold og skød den største sæl, der med forkroppen gled ned i åndehullet og heldigvis blev liggende. Imidlertid blev den anden sæl voldsomt forskrækket og ville springe i hullet. Men fordi den store sæl fyldte det meste af åndehullet, kom den mindre i nogle sekunder til at stå lodret med bagkroppen og halelufferne blafrende i luften, før den fik mast sig vej ned til vandet under isen. Jeg kunne ikke lade være med at grine over det komiske optrin og lod den slippe. Jeg gik hen til den store sæl, den var stendød. Dens forkrop var presset ganske flad langs iskanten ned i åndehullet af den panikslagne sæl.
Senere på dagen skød jeg også en snehare og nogle ryper. Jeg kørte hjem i strålende aftenlys i vest, mens månen fra øst hævede sig som en kæmpe appelsin op igennem Jordens skygge.

I Attu tilberedte en ældre fangerkone, Juliane, skindet så det var uden spæk. Inspireret af den eskimoiske overlevering fik jeg lyst til på skindets kødside at skildre en åndemaning. Hjælpeånden Amoo med de lange arme og fingre holder tilskuerne i ånde, mens åndemaneren begiver sig på rejse med Rypen som hjælpeånd og vejviser. Hjælpeånden Angiut holder øje med de tilstedeværende – han ved alt om menneskene.