En aldrende fader havde en eneste søn Anartoq, som var en dygtig kajakroer. Når han vendte rundt i kajakken, kunne han krybe ud af den under vandet og dukke op ved siden af kajakken. Derpå kunne han dykke ned, krybe i kajakken under vandet og vende den op på ret køl siddende i kajakken.

Faderen og sønnen havde sammen en yndlingsfjord, hvor de om efteråret drev rensdyrjagt. Imidlertid var nogle slægtningen misundelige på dem og forheksede et rensdyr, som skulle bringe Anartoq døden. Engang havde han således dræbt nogle rensdyr ude i vandet fra sin kajak, så kun ét dyr var tilbage. Da han roede ind på rensdyret for at stikke det, sparkede det efter ham med bagbenene og kæntrede ham. Da han rejste sig i kajakken sparkede dyret ham atter, så han nær var druknet, hvorpå Anartoq krøb ud af kajakken og dukkede op ved siden af den for at få vejret. Derpå krøb han ved sædvane i kajakken og rejste sig, men blev så atter sparket og sank omsider i søen.

Den stakkels far stod inde på land og så til, da hans søn forsvandt. Længe gik han inde på land og gruede over at skulle forlade ham. Da jorden imidlertid begyndte at fryse, forlod han fjorden sammen med sine ledsagere.

Da Anartoq sank til bunds, havde han mistet bevidstheden, men kom dog til sig selv og blev optaget blandt laksene. Det blev vinter, og Anartoq følte sult. Han så, at laksene åd talg og spurgte dem, hvor de havde det fra. Han skulle blot svømme hen til nogle hvide småsten på bunden og sige: ”Den rigelige tælle af det middelstore rensdyr”. Anartoq svømmede hen til de hvide småsten, og ganske rigtigt, efter han havde fremsagt ordene, forvandlede de hvide sten sig til tælle. Han led nu ikke sult vinteren igennem. Da foråret kom, brød elven op, og laksene drog ud i havet, hvor de fik næring og blev fede.

Sidst på sommeren drog den gamle far sammen med sine ledsagere op i yndlingsfjorden for at drive jagt på rensdyr. Anartoq, som fulgte med laksene, så sin bedrøvede far sidde med styreåren i sin båd. Anartoq svømmede hen for at bide i bladet på åren, men i det samme trak faderen åren op, idet han sagde: ”Anartoq skal nok tage fat”. Faderen stak nu atter åren i vandet og Anartoq bed sig fast. Da faderen mærkede det, halede han sønnen op. Anartoq, som året i forvejen var omkommet i kajak, genoplivedes og blev nu atter til stor glæde, faderens erhverver.

Genfortalt efter H. Rink ”Eskimoiske eventyr og sagn” 1866