Uddrag: Knud Rasmussen, ”Inuit fortæller grønlandske sagn og myter”, bind II, forlaget Bogan 1981.

En sydlænding hørte engang berette om en alk, som kunne tale. Det skulle være et sted nordpå, og så rejste han mod nord. Og så kan det nok være, han begyndte at slide sig nordefter i konebåd. Engang, da han kom til en boplads, sagde han til folkene der:
”Jeg er ude for at finde en alk, som skal kunne tale.”
”Tre dagsrejser herfra vil I komme frem til den.”

Så blev han der blot natten over og rejste om morgenen. Efter tre dagsrejser kom han frem til en boplads, og da han som sædvanlig forhørte sig om alken, sagde en af mændene:
”I morgen skal jeg nok følge med dig. Jeg skal være vejviser, for jeg kender vejen.”
Morgenen efter, da de vågnede, rejste de to mænd ifølge. De roede og roede og fik et fuglefjeld i sigte, og da de kom frem til foden af det og skulle kigge opefter, så var det et svært højt fuglefjeld.

”Hvor er så alken henne?” Spurgte sydlændingen, og han havde knapt spurgt, før vejviseren sagde:
”Ja, her er dens rede.”
Manden var rigtig forsigtig, da alken kom ud af sin rede og gik hen til fjeldskråningen og gloede ned på kajakkerne, idet den ordentlig strakte sin krop. Og så sagde den der oppefra ganske tydeligt:
”Mon det skulle være den sydlænding, som kommer langt sønden fra for at høre en alk tale?”

Knapt havde alken sagt det, før vejviseren så sydlændingen gå næsegrus forover. Da han rejste ham op, havde han opgivet ånden, så forskrækket var han nok bleven, da alken talte. Da der ikke var andet at gøre, dækkede han liget til neden for alkens rede, og da han kom hjem, fortalte han den dødes ledsagere om, hvad der var sket. Så blev konebåden der på bopladsen, og dens kvindebesætning overvintrede.

Hen på sommeren, da de skulle til at rejse sydpå, havde de ingen mand til at ledsage sig og spurgte derfor en pebersvend, om han ikke ville følge med. På rejsen ernærede pebersvenden dem ved at fiske ulke, og når han havde fået tilstrækkelig til en gryde, roede han ind med sin fangst.
Således førte han dem sydpå. Og da de kom frem til deres land, var de kommen til at holde så meget af ham, at de ikke ville tillade ham at rejse nordpå igen, og så tog pebersvenden sig en kone blandt kvinderne.

Man fortæller, at pebersvendens skelet bleges et sted der sydpå.

Fortalt af Lauritz fra Kangeq.