Motivet er inspireret af uddrag fra Knud Rasmussens bog ”Festens Gave”, Gyldendal 1929.

Under 5. Thule-Ekspedition også kaldet Den Store Slæderejse (1921-1924) var Knud Rasmussen med sine øvrige ekspeditionsdeltagere nået til Beringsstrædet og lå til ankers i læ under en storm ved den høje klippeø Lille Diomedes. Eskimohusene var bygget som søfuglereder på fjeldskrænterne, og her opsøgte Knud Rasmussen en af bopladsens ældste kvinder, oraklet Majuaq for at lytte til gamle eskimoiske eventyr og sagn.

”… Og nu fortæller Majuaq under store Haandbevægelser, uafbrudt svingende med sine krogede Arme:
”I gamle Dage fejrede vi hvert Efteraar store Fester for Hvalens Sjæl, og disse Fester skulde altid aabnes med nye Sange, som Mændene satte sammen. Aanderne skulle paakaldes med friske Ord; slidte Sange maatte aldrig benyttes, naar Mænd og Kvinder dansede og sang for at hylde det store Fangstdyr. Og da havde vi den Skik, at i den Tid, Mændene fandt deres Ord frem til disse Hymner, skulde alle Lamper slukkes.  Der skulde være mørkt og stille i Festhuset. Intet maatte forstyrre, intet adsprede. I dyb Tavshed sad de i mørke og tænkte, alle Mænd, baade gamle og unge, ja, selv de mindste Smaadrenge, blot de var saa store, at de kunde tale. Denne Stilhed var det, vi kaldte qarrtsiluni, der betyder, at man venter paa noget, der skal briste.
Thi vore Forfædre havde den tro, at Sangene fødes i denne Stilhed, medens alle kun anstrenger sig for at tænke smukke Tanker; da bliver de til i Menneskenes Sind og stiger op som Bobler fra Havets Dyb, Bobler, der søger Luft for at briste. Saaledes bliver de hellige Sange til.”
–  –  –
Det var alt, hvad Majuaq kom til at fortælle mig. I Nattens Løb stillede Vinden af, og vi fortsatte vor Rejse.
Men under et kort Møde og i et eneste Ord gav hun mig sin simple Vurdering af den ydmyge Alvor, der skal til, om man virkelig vil give andre Del i noget, som kommer fra Menneskesindets hellige Dyb.
Qarrtsiluni.
Lad dette da blive en gammel, naiv og uvidende Eskimokvindes Budskab til alle, der vil fortælle deres Medmennesker noget i Bøger, i Billeder, i Sten eller hvilken som helst anden Form for Kunst.
Bedre Motto for sit Arbejde kan ingen faa.”

Knud Rasmussen 1929.