Første forslag til et grønlandsk jubilæumsfrimærke i anledning af Det Grønlandske Seminariums 150 års jubilæum i 1995.

Der ligger følgende idé i motivet:

I gamle dage udveksledes viden og fortællinger i tranlampens skær. Forfædrene er store i vores bevidsthed. De tilhører den hedenske tid, derfor den mystiske mørke skygge på deres ansigter. Nu er de jo døde og derfor blinde. Tranlampen var den tids visdomsalter, der oplyser vor tids: Bogen. Den unge generation er festklædte, samlet med kvindens hår – fordi kvinden optræder som en samlende skikkelse i den grønlandske kultur – som en familie, hvoraf barnet – her, hverken dreng eller pige, fordi der ikke er plads til begge køn – er lyshåret for at markere integrationstanken i tiden.

De unge er debuterede fra seminariet, barnet er skoleelev. Sermitsiak – det karakteristiske fjeld i baggrunden – skal lede tanken hen på Nuuk (Godthåb), og teksten i bogen – ilinniarluagaq (lærdom) – skal lede tanken hen på seminariet som læreranstalt. Den hvide rype – som den sidder roligt betragtende – er mit symbol på harmonisk udvikling af motivets budskab. Endelig er rypen hovedfiguren i min kommunes byvåben.

Billedfladens areal svarer til et ”krabbe-frimærke” i målestoksforholdet 10:1.
Senere kasserede jeg dette motiv og erstattede det med et andet og bedre, synes jeg selv. I stedet for en rype til venstre i motivet, har jeg placeret en netside (ringsæl) nederst i motivet, med bugen vendt imod beskueren, hvilket skal symbolisere den sårbare grønlandske natur.

Ingen af forslagene blev imidlertid godkendt. Derimod købte den daværende formand for Grl. Lærerforening det endelige forslag og udgav det – med min tilladelse – som julekort til ære for seminariets festår.