Uddrag af: Knud Rasmussen ”Den store slæderejse”, Forlaget Gyldendal 1968.

Der var engang en pige, som ikke ville giftes. Hun levede hjemme hos sin fader og vragede alle mænd, der kom til hende. Men en dag, da faderen var ude på fangst, kom der en stormfugl i menneskeskikkelse til bopladsen og bortførte hende. Pigens fader sørgede over tabet af sin datter, og han rejste ud og fandt hende en dag, mens stormfuglen var ude på fangst, og sejlede hjem med hende i sin konebåd. Men stormfuglen opdagede de flygtende og indhentede dem, og da faderen ikke ville udlevere sin datter, rejste den en storm, så konebåden var ved at kæntre. Så blev faderen bange og kastede sin datter over bord til stormfuglen. Men idet hun klamrede sig fast til rælingen og truede med at kæntre båden, huggede faderen de yderste fingerled over. Da de faldt i vandet, dukkede sæler op rundt omkring båden, og da hun stadig klamrede sig fast med stumperne af sine hænder, huggede han flere led over indefter på hånden, og denne gang dukkede remmesæler og hvalrosser op. Til sidst kunne hun ikke holde sig fast længere, og så sank hun ned til havets bund, hvor hun blev til den store ånd, der hersker over alle sødyr. Men faderen, der fortrød, at han havde ofret sin datter, lagde sig, da han kom hjem, ned i tidevandsbæltet og lod højvandet tage sig; og på den måde kom han ned til hende.