På Agpamiut stod der to vinterhuse, det ene stort, det andet ganske lille. Om efterret i den bedste fangetid døde manden i det lille hus, og efterlod en enke med to småbørn, søn og datter. På grund af sin sorg holdt enken sig bestandig inde, medens hendes småbørn gik og erhvervede lidt for hende, dels ved at snare ryper, dels ved at fiske fra isen, og hun passede godt på sit sparsomme forråd. Da der havde lagt sig fast is på havet, plejede naboerne, hver gang de gik ud, at løbe over enkens hus, og trampe på hendes tag af ringeagt.
Senere indtrådte der uroligt vejr, og enken kunne mærke, at de som trampede på hendes tag blev færre og færre. Medens hun bestandig holdt sig inde, fik hun kun besøg af to piger, som plejede at komme for at fortælle hende et og andet. Til sidst hørte hun slet ingen mere trampe på taget, og de to piger kom engang ind og fortalte, at der nu var stor hungersnød i det andet hus. Imidlertid forblev enken endnu bestandig inde af sorg, medens hendes småbørn fangede ryper, og disse gemte hun omhyggeligt og havde dem til forråd i stedet for sælhunde. Endelig en gang kom de to piger ind og fortalte: ”Nu havde de ikke andet at spise deroppe, end spæklevningerne i den nederste lampe” (det er den forreste, som lyser over gulvet).
Men enken havde endnu bestandig lidt ryper og fisk, og når de to piger kom, beværtede hun dem sammen med sine børn, og til sidst ville de bestandig blive hos hende. Engang kom de og fortalte: ”Nu er de nær ved at dø af sult, du skulle følge med os, for selv at se!” Da fik enken endelig lyst til at gå ud. Det var første gang i hele den vinter, og da hun kom udenfor var det smuk stille vejr. Hun gik rask ind i det store hus, og så to mænd liggende på gulvet og slidende i en forrådnet og frossen ulk, som de havde fundet under briksen, men de kunne formedelst svækkelse ikke få den itu. Den ene gav slip, meden den anden greb om den med begærlighed. Enken betragtede dem og sagde:
”Husker I, hvorledes I trampede på mit hus i efteråret, dengang var jeg bleven enke? Nu er vejret smukt. I burde gå ud, mine børn fiske mange ulke.” Da de to store ungkarle hørte dette, fór de op og lavede sig til, men alt som de ville ud, styrtede den ene om i husgangen, den anden nåede isbrokkerne ved stranden, hvorpå også han faldt omkuld, og ingen af dem rejste sig mere. Enken gik tilbage til sit hus og kom ikke mere til de andre. Om foråret var kun få af dem overlevende, men enkens småbørn havde frelst de to piger ved hjælp af deres ulke og ryper. Om sommeren drog alle de tiloversblevne bort i en båd. Den faderløse dreng voksede til, og da han var bleven til erhverver, flyttede han med søsteren atter til Agpamit, og der var atter to huse på dette sted. En aften kom nogle fra det andet hus, som ar flygtede af forfærdelse over et foster, som var født dér.
Man hørte dem skrige: ”Nu æder det sin moders bryster!” Atter kom der flere ud, skrigende: ”Nu æder det sin egen moder! Nu æder det sin fader!” – Og fosteret kom krybende ud af huset; det havde en tyk bug, og forfulgte menneskene, brølende: ”Apah, papah, amah, mamah!” Alene de to forældreløse skånede det. Der siges, at de flyttede bort fra stedet og bosatte sig på øen Ukevilik.
Uddrag: H. Rink ”Eskimoiske Eventyr og Sagn”, C.A. Reitzels Boghandel 1866, ”Den fattige enke på Agpamiut”.
