Uddrag: H. Rink ”Eskimoiske eventyr og sagn”, forlaget C.A. Reitzel 1866-1871.

Et par gamle ægtefolk blev tilbage, da deres børn drog på sommerrejse. Engang var konen alene hjemme, mens manden var ude i kajak. Da hun hørte nogen komme gående, skjulte hun sig under sit tæppe.

Lidt efter, da hun kiggede frem under tæppet, så hun, at der var en snespurv inde i teltet. Den sagde, idet den gik ud: ”Der kommer én, som vil fortælle dig noget”.

Lidt efter hørte hun en stærkere støj, og skjulte sig atter under tæppet. Atter kom der én ind, og da hun kiggede ud, var det en Kusagtak, en anden lille landfugl, som hoppede på gulvet og sagde: ”Der kommer én, der vil fortælle dig noget”.

Derpå gik den ud, og atter kom der på samme måde en Ravn. Da denne var gået, hørte hun fodtrin af et menneske, men denne gang var det en skøn kvinde, der kom ind. Da hun spurgte den fremmede, hvem hun var, fortalte hun dette:

”I fordums dage plejede vi i mit hjem at samles til lege, og når legen var endt om aftenen, plejede vi unge piger at blive ude, hvor ynglingene løb efter os og friede til os, men i mørket kunne vi ikke kende dem. Engang ville jeg gerne vide, hvem der var min frier; derfor oversmurte jeg, før jeg gik ud, mine hænder med sod. Da vi nu var færdige med at lege, kom der en frier efter mig; jeg strøg ham med hånden over ryggen, slap ham igen, og var den første, der gik ind i huset. Da nu de andre var kommet ind og trak deres pelse af, var der intet at se, men til sidst kom min broder, han havde en hvid pels på, og da han trak den af, var den fuld af sod på ryggen. Derpå sleb jeg min kniv og afskar mine bryster, gav dem til min broder og sagde: ”Hvis hele mit legeme smager dig godt, så spis dette!”

Endelig begyndte han at snakke usømmeligt og forfølge mig. Da vi sprang, greb han et stykke dårligt lampemos, og tændte det, men jeg tog godt lampemos og tændte det på samme måde. Han løb ud, og jeg forfulgte ham, men da mærkede jeg, at vi løftedes i vejret. Da vi kom højt op, slukkedes min broders lys. Han blev Måne, men mit blev ved med at brænde, jeg blev Sol. Nu skynder jeg mig med at komme højere op for at varme de forældreløse”. Endelig tilføjede hun: ”Slå nu dine øjne ned”.

Konen rettede sine øjne mod gulvet, men bemærkede med det samme, at hun var ved at gå ud, og da hun løftede øjnene, så hun, at kvinden var en benrad på ryggen. Da hun var borte, hørtes der støj udenfor; det var nemlig manden, der kom hjem.