Uddrag: Knud Rasmussen ”Myter og Sagn fra Gønland” bind III, Nordisk Forlag 1921.

Der var engang en sjæl, som vandrede gennem alle dyr. Først gik den gennem alle fuglene, og således var den engang blevet til en Tejst. Det blev den snart ked af, for hos Tejsterne har man aldrig fred til at sove; der er en uafladelig susen af vingeslag; en flyver ud, når en anden flyver ind, og sådan er der uro på fuglefjeldet.

Så vandrede sjælen ind i en hund; men nu blev den ofte slået af menneskene, og så blev den vred og ville løbe til fjelds for helt at forlade menneskene. Men den var ikke kommen længere end halvt ud af husgangen, før den glemte, hvad det var, den ville.

Sjælen blev snart ked af at være hund, og så blev den til en sæl og blev gode venner med en af sælerne. Når det blæste op og blev storm, plejede den at lege sammen med sin ven, idet den rullede rundt i bølgebråddene. Men en dag, da de som sædvanlig legede i bølgerne, blev sjæl-sælen harpuneret af en mand og bragt ind til land,

Da manden lagde til land med sin fangst, kom hans kone ned og tog sælen og slæbte den op til deres hus. På vejen mærkede konen, at det ligesom gav et sæt i sælen; det var, som om den pludselig blev tungere. Så standsede hun for at se, om der var liv i den, men der var intet at mærke.

Det var en barnløs kvinde, en kvinde, som ingen børn kunne få. Hun trak sælen ind i deres hus, og da hun skar den op for at flænse den, mærkede hun atter noget. Det var, som om den gjorde sig hård. Så flænsede hun den og imedens flygtede sjælen for hendes ulo, idet den stadig gemte sig i sælens led. Men til sidst var alle leddene skåret over, og da den nu ingen steder havde at gemme sig, smuttede den ind i hendes skød. Således blev den golde kvinde frugtsommelig. Sjælen plejede at rense hendes indre for store isklumper og om natten plejede en hund med et rødt hoved at stikke hovedet ind til den.

Kvinden fødte et barn, en rask dreng, der snart blev stor og færdedes ude.
En dag kom fangeren hjem med en lille sæl, og drengen genkendte den og så, at det var hans ven fra den tid, han var en sæl. Man flænsede den, kogte den og spiste den; kun drengen, der havde genkendt sin ven, ville ikke spise med.
Dette har man fortalt om sjælen, der vandrede gennem alle dyr.

Fortalt af Jonasine Nielsen.