Om vinteren satte vi 4 – 5 meter korte og ikke særlig dybe sælgarn under isen i landbrækket vinkelret på isfoden, dér hvor vi kunne se, at der var mulighed for, at sæler kunne drage ånde.

Jeg har med tiden skåret flere andre maskelignende figurer i ledflader fra havpattedyrs ryghvirvler, der også har givet inspiration til forskellige træsnit.

Udskæringerne blev jeg inspireret til ved at se den garnfangne sæl komme til syne i garnhullet, når garnet skulle rygtes. Sælens ansigt var ofte viklet ind i garnmaskerne, som derved dannede mønstre. Når man efterfølgende trak den døde sæl op af hullet i isen, skar garnets tråde riller i iskanten, mens iskrystaller dannede mønstre i vandet omkring den druknede sæls hoved.

Vedrørende sælfangst under isen med ” isgarn” se Ole Hertz ”Ikerasârssuk – en boplads i i Verstgrønland” (s. 66-72) udgivet af Nationalmuseet i 1977.