(bemalet drivtræ fra Sibirien opsamlet i Vestgrønland, mål i cm 23 x 95 x 10).
Uddrag: Vilh. Grønbech ”Nordiske Myter og Sagn”, P. Branners forlag 1941.

Fra afsnittet ”Tors besøg hos Hymer”:
… Tor lod sig kødet smage og satte for sin part to af tyrene til livs, inden de gik til sengs. Da sagde Hymer: ”Du er ikke let at have på kost; skal vi have mad i morgen aften, må vi til havs og hente sulet.” Tor sagde, at han var rede til at ro på søen, om jætten gav madding til fisket, men jætten svarede blot: ”Gå selv til kvæget, om du tør; der finder du nok lidt okseagn.” Næste morgen gik asen til skovs og så der stod en kulsort okse, og den vred han hovedet af.

Da jætten så ham komme dragende med maddingen, sagde han: ”Det var galt nok, det første du gjorde, men det er blevet værre endnu. Men gjort er gjort,” og dermed gik de til stranden og satte båden ud. Tor ville alt længere ud end det syntes Hymer rådeligt, og da de endelig lagde årerne ind, begyndte Hymer at trække hvaler, snart en snart to ad gangen. Imens sad Tor agter og gjorde sin snøre i stand, og aldrig så snart havde han ladet oksehovedet gå til bunds, før Midgårdsormen slog kæberne sammen om den sjældne bid. Tor halede ind på snøren, til det edderglinsende hoved spillede oppe over vandskorpen, og så satte han sin hammer lige i panden på ormen. Jætterne tudede og klipperne knak, ja hele jorden skjalv, da ormen sank ned i bølgen…

Fra afsnittet ”Ragnarok”:
… Midgårdsormen kaster sig og begynder at skride op på kysten, og dens hale pisker havet, så at det ruller vildt langt op i landet. I denne brænding kommer dødningebåden flot, – den hedder Naglfar og er gjort af døde mænds negle, – og højt ved åren står jætten Hrym og styrer.

Nu stævner jætterne sammen fra alle kanter. Midgårdsormen vælter sig frem, mens edderen står omkring den , fylder luften og lægger sig over havet…