Imens jeg var ved at færdiggøre figuren, spekulerede jeg på, hvordan ”ulken” staves på grønlandsk. Jeg ringede derfor til en af mine grønlandske venner, som jeg i øvrigt ikke havde set, efter jeg var flyttet til Århus.

Da Sustu hørte min stemme, blev hun jublende glad. Hun havde de sidste par uger på alle mulige måder forsøgt at få fat i mit telefonnummer. Kikivik, hendes søn skulle holde fødselsdag, så vi skulle inviteres til kaffemik.
Jeg modtog naturligvis glædesstrålende invitationen og fremkom derefter med mit forehavende.

Det blev en dejlig grønlandsk kaffemik – så godt det nu lader sig gøre på 4. sal i et Århusiansk højhus.

Jeg havde skåret hjælpeånden ”Kanajok”.