Der var engang en lille forældreløs pige med en hund. De levede sammen hos hendes plejefar. En dag, da pigen var alene hjemme, kom en stormfugl i menneskeskikkelse til bopladsen og bortførte pigen og hunden. Plejefaderen sørgede over tabet og besluttede at rejse ud for at finde sin plejedatter og hunden. Endelig fandt han dem hos Stormfuglen, mens denne var ude på fangst, hvorefter de flygtede hjemover. Men ud for fjeldet Naujarssuit indhentede stormfuglen de flygtende. Plejefaderen nægtede imidlertid at udlevere pigen, men stormfuglen rejste en storm, så konebåden var ved at kæntre. Plejefaderen kastede derpå pigen og hunden over bord, men pigen klamrede sig til rælingen og var ved at trække båden ned. Da greb plejefaderen sin fangstkniv og huggede pigens yderste fingerled over. Da fingerstumperne faldt i vandet, blev de til sæler af forskellig slags. Men pigen vedblev med at klamre sig til båden, hvorefter han fortsatte med at hugge fingrene af ind imod hånden. Stumperne blev til store fangstdyr som remmesæler, hvalrosser og småhvaler. Alle dyrene satte sig i pigens hår, og sammen med sin hund sank hun ned i dybet. På havets bund byggede pigen og hunden et hus. Hun blev til den store havånd ”Havets Mor”, der hersker over alle slags sødyr og søfugle. Over indgangen til huset ligger hendes hund
og vogter.

Sommeren og efteråret havde været kolde og var forløbet med voldsomt og ustadigt vejr, så køddepoterne var halvtomme, og vinteren kom tidligt. Enkelte fangere fra bopladsen var ikke vendt hjem fra havet. Mens den mørke tid havde sænket sig over landet, var havisen drevet ind, men den ville ikke binde sig til kysten på grund af dønninger. Åndemaneren Avataq søgte ensomhed. Tankerne om den forestående hungersnød med sult og død plagede ham. Når han viste sig, var han tavs og indesluttet, så folk på bopladsen undgik ham. En nat vågnede Avataq ved synet af en stormfugl, der med skingre skrig kaldte ham ud i snefoget. Først den følgende dags aften dukkede Avataq pludselig ud af mørket og kaldte straks bopladsfællerne sammen til åndemaning.

Da vinterhuset var fyldt med bopladsfæller forberedtes seancen. Et knastørt vandskind af en sæl blev hængt for indgangen til selve husrummet. Gulvet foran indgangen blev omhyggelig rengjort, hvorpå der blev lagt et andet sælskind. På gulvet til højre for opgangshullet blev der anbragt en stor flad sten, hvorpå trommen med det fugtede skind og trommestokken blev lagt. Åndemaneren Avataq sætter sig på gulvskindet med front mod indgangsforhænget, hans overkrop er nøgen, hans hår er tilbagestrøget og holdes på plads med en stram skindrem. Hans hænder og underarme bagbindes og overkroppen er foroverbøjet og presses imod lårene af en stram skindrem, der er surret om nakken og neden om knæhaserne. Til sidst klemmes en vinge fra en fuldvoksen tejst ned i hver af åndemanerens armhuler, for at give ham kræfter til hans forestående åndeflugt.

Atmosfæren i vinterhuset er tæt og stemningen spændt, alt er parat. Så slukkes spæklamperne fra venstre til højre. Straks efter rammer en åndeløs spænding de tilstedeværende, og mændene udstøder bestemte råb ud i mørket. Åndemaneren fremsiger forskellige hvislende lyde samtidig med, at han gribes af en frygtelig angst. Det suser og blæser omkring vinterhuset, og vandskindet begynder at bevæge sig. Uden for høres klagende hyl, og trommen røres, nu begynder mændene at råbe stadig voldsommere sammen med åndemaneren, der råber: ”Goi – goi – goi – goi!” og vandskindet blafrer. Derpå høres fjerne ekkoer af ånders stemmer, spæde, pibende, hvinende, hviskende, stønnende, læspende stemmer, der nærmer sig. Langsomt opstår der bag vandskindet et svagt, blåligt lysskær. Det breder sig ud i rummet fra husgangen, og en skikkelse tager form. Skræmmeånden Amuu svæver ind i rummet med sine lange søgende arme foran sig. Samtidig breder der sig en kvalmende sursød lugt som fra et lig. Et højlydt gys undslipper menneskemængden, og en voldsom skræk tager bolig i dem. Trommen drøner, når den rammes af stokken, og i det svage lys danser den omkring åndemanerens hoved. Fra fjerne afgrunde høres stemmer ”Hoi – hoi – hoi – hoi!” Huset skælver. Amuu udstøder sit rædselsvækkende åndedræt, der stiger til øredøvende råb: ”Amu-u – amu-u – amu-u!”.  Han svæver med sin lille nøgne krop og det store skaldede hoved omkring i rummet. Med sine rødglødende øjne i det gammelmandsagtige ansigt afsøger han rummet. Med sine fingre på de lange, nøgne arme famler han efter børn, kvinder og mænd, der flygter rædselsslagne rundt på brikse og ind i husets inderste kroge.  Under gulvet høres en rullende torden. Flere hjælpeånder er på vej. Et svagt, gulgrønt skær opstår omkring åndemanerens isse. Amuu svæver over åndemaneren, og en pibende stemme siger: ”Vejen lægges til rette for mig. Vejen åbner sig for mig.” og endelig kan han råbe: ”Nu er vejen åben for mig!” Derpå følger en lallende lyd først under gulvet, derpå ude i husgangen og endelig fortoner lyden sig under jorden i det fjerne. Amuu har sænket sig over åndemanerens forladte legeme og holder de tilstedeværende i ånde. Med lukkede øjne synger de åndeviser, alt imens man hører åndernes stønnen, pusten og dybe suk fra for længst afdøde slægtninge.

Åndemaneren Avataq farer nu ned ad den vej som hans navnesjæl holder åbent for ham.  På vejen sætter han over en brusende elv med glatte sten. Uden for husgangen til Havkvindens hus når han frem til en mur, som han omstøder. På tværs af indgangen ligger hendes store hund og spærrer vejen, den knurrer, viser tænder og rejser børster, men uden frygt og tøven skubber Avataq hunden til side for at kunne komme ind i huset. Havkvindens hus er uden tag. Hun kan nedefra holde øje med havets dyr. Sødyrenes moder sidder med ryggen til sin lampe og alle sødyrene.  Hendes hår hænger snavset og sjusket ned over ansigtet og skuldrene. Avataq springer straks ind på hende, tager hende i den ene skulder og vender hendes ansigt mod lampen og fangstdyrene. Derpå stryger han hende venligt over håret og sige: ”De deroppe kan ikke længere hjælpe sælerne op af havet ved at gribe dem i forlufferne.” Dertil svarer Havkvinden: ”Jeres egne synder og kvinders letfærdige omgang med fødsler spærrer dem vejen.” Da anvender Åndemaneren al sin kunst for at stille hendes vrede. Han renser hendes hår, hvori fangstdyrene sidder som lus. Han glatter håret og retter det. Da Havkvinden endelig er formildet, tager hun dyrene i menneskeskikkelser et for et og lader dem falde ned på gulvet. Så rejser der sig en strømhvirvel i husgangen, og idet dyrene i menneskeskikkelser bliver skyllet ud gennem husgangen, forvandler de sig til rigtige fangstdyr, der svømmer ud i havet. Hvilket betyder storfangst og overflod.

Oppe på jorden i vinterhuset kan bopladsfællerne på lang afstand høre, at åndemaneren er på vej  tilbage. Suset af hans fart ad den vej, som ånderne har åbnet for ham, kommer nærmere og nærmere, og ved et vældigt pust – som fra et sødyr der skyder op fra dybet og drager ånde – vender Avataq tilbage til sin efterladte krop. Så er der stille et øjeblik. Lamperne tændes, men nu fra højre imod venstre. Derefter siger Avataq med åndernes højtidelige talemåde: ”Jeg har fået noget at sige!” Og alle i huset svarer: ”Lad os høre, lad os høre!” Og Avataq svarer: ”Ord vil opstige!”. Og så skal alle i huset bekende de brud på tabu, som de har begået.

Genfortalt efter Knud Rasmussen ”Myter og Sagn fra Grønland” 1921 og J. Prytz Johansen ”Den østgrønlandske angakoqkult og dens forudsætninger” 1940.