Uddrag: Vilhelm Grønbech ”Nordiske Myter og Sagn”, Povl Branners Forlag 1941 fra afsnittet ”Verdens Tilblivelse og Guderne”.

”I urtidsdagene, før der endnu var nogen jord eller nogen himmel, ej heller noget hav som skyllede op om en kyst, lå der midt i Verden et uhyre svælg, og det svælg kaldtes Ginnungagap. Mod nord stod det kolde Niflheim, hvor grumme storme stred i mørket, og mod syd lyste det brændende Muspelheim så hedt og gloende, at ingen kunne færdes i det land uden de der havde hjemme i dets brand. Surt hedder den som værger Muspelheim, og hans sværd er den hårde lue; det er ham som engang skal øde Verden med ild og styrte guderne.

Men dengang da guderne endnu ikke var født, da bovnede isen i Ginnungagap. Ti ud af det vældige svælg strømmede der rivende elve, og når de fossede ud i Niflheims drivtåge og slud, frøs de sammen og skred videre som tunge isbræer ligesom slagger der flyder ud af et bål; og de tåger der tungt lå og rugede over isen, stivnede til et koldt rimdække. Men fra Muspelheim slog den varme vind op mod isen og stod stille og dirrede som på en lummer sommerdag. Under varmen smeltede rimlagene og dryppede ned som levende dråber, og dråberne tog menneskelig skikkelse. Således opstod den uhyre Ymer, alle rimtursers fader. Mens Ymer endnu lå slumrende, sprang sveden ud af ham over hele kroppen. Under hans venstre armhule voksede der en mand og en kvinde frem, hans højre fod avlede en søn med den venstre, og fra dem kom en rig yngel, så at verden snart blev opfyldt af grumme jætter.

Der blev ved at rinde dråber fra rimlaget; af dråberne fødtes koen Audhumbla, og Ymer diede koens yvere. Alt imens jætten diede, stod koen og slikkede på de salte stene i jøklen. Første dags aften groede en mands hår op af stenen, den næste dag blev det til en mands hoved, og den tredje dag sprang han helt frem og stod fri og frank på marken. Han var fager at se til, stor og stærk, og hans navn kaldtes Bure. Han formerede sig, og halvt fra ham, halvt fra tursernes slægt stammede de tre guder Odin, Vile og Ve…”