Uddrag: Knud Rasmussen ”Festens Gave”, Gyldendal 1929 fra ”Myten om alt livs begyndelse”.

”… Da Jorden var blevet levende og frugtbar, skabte Ravn menneskene. Nogle fortæller, at han formede dem af ler, ganske på samme måde som han oppe i himmelen havde lavet en figur i sin egen skikkelse. Men andre påstår, at menneskenes tilblivelse skyldes et tilfælde, der er endnu mere vidunderligt, end om de virkelig var skabt med vilje og fortsæt.

Fader Ravn gik rundt op plantede urter og blomster, da han pludselig opdagede nogle bælgplanter, han aldrig før havde set. Han går hen for at se på dem, da i det samme bælgen brister og et menneske hopper ud, velskabt og ganske fuldvoksent. Ravn blev så forbavset, at han slog sit næb tilbage, så at han blev til et menneske. Og så gik han leende hen til den nyfødte og spurgte: ”Hvad er du for en, og hvor kommer du dog fra?”

”Jeg kommer fra den bælg der,” sagde manden og viste det hul, han var kommet ud igennem. ”Jeg blev træt af at ligge der, og så sparkede jeg hul og sprang ud!”
Da lo fader Ravn hjerteligt og svarede: ”Aj, aj, aj! Du er en morsom skabning. Din mage har jeg aldrig set!” Og Ravn lo igen, idet han tilføjede: ”Jeg har såmænd selv plantet de bælgplante, men jeg anede ikke, at der skulle komme sådan noget ud af den! Men den jord, vi går på, er endnu ikke færdig. Kan du ikke mærke, hvor den gynger? Lad os flytte over på den høj dér. Der er skorpen fast og hård.” Først nu opdagede manden, at han gik på gyngende grund og skyndte sig bort sammen med fader Ravn.

Således blev den første mand til, og fader Ravn skabte siden mange, både mænd og kvinder. Men det fortælles, at alle, undtagen de første fire mænd, skabtes af ler; men disse fire, der kom fra en ærtebælg, blev siden forfædre til Jordens stærkeste slægter.

Mennesket var skabt. Men det siges, at i begyndelsen var der ikke megen forskel på mennesker og dyr. Dyr kunne blive til mennesker og mennesker til dyr. Og menneskene gik på hænderne, eller de kravlede rundt på alle fire. Det var først senere, at de lærte at gå oprejst på fødder og ben.

Det første, Fader Ravn gav menneskene at spise, var bær, der var vokset frem mellem alt det, han havde plantet. Men det, der kunne plukkes af planter eller graves ud fra rødder, var ikke tilstrækkeligt. Derfor måtte anden føde skaffes, og dyrene blev til. Ravn formede dem af ler, ligesom mennesket, alle slags dyr på jorden, i luften og i havet. Og han viste dem frem for menneskene og fortalte, at dem skulle de siden leve af; det skulle være deres spise, når de havde lært at jage dem. Men det var ikke let. Der var mørkt på Jorden. øjnene så intet; skulle man gå, måtte man føle sig frem med hænderne og rette sig efter det, som ørerne kunne høre. Alt var lyd.

Menneskene hører renstyre, der hoster med dybe strubetoner, ulve, der tuder, landbjørne, der brummer, ræve, der hyler: ”Kak-kak-kak!” I havet snøfter sæler, hvalrosser hvæser, og hvaler puster. Fugle skriger og synger, insekter summer. Man hører vindenes sus i skovene, bladenes hvislen og hvisken, brændingen bryder mod kysterne.

Man er omsluttet af liv, der kun fornemmes gennem lyde; men intet ses, overalt famler man sig frem i mørke, og det er ikke let at leve…”

Fortalt af Apákak.