Uddrag: Knud Rasmussen ”Myter og Sagn fra Gønland” bind I, Nordisk Forlag 1921.

Der var engang to små søstre. De holdt meget af at gå ture ind over land og øvede sig så i at løbe, og når man så dem løbe med udslået hår, flagrede det således ud fra deres hoveder, at det så ud som flammer fra et bål.

Engang gik de to unge piger som sædvanlig ind over land, og da de kom til et sted, hvor der voksede en mængde Nujaussat, begyndte de at plukke af dem. Nujaussat er en sandblomst med en mængde ganske tynde, hårfine rødder, og disse rødder vaskede småpigerne ud i søerne, og så legede de, at det var hår, som de enten flettede eller bandt op i en top.

Allerbedst som de sad og legede med disse Nujaussat, så de en hund komme hen imod dem, og da de nærmere skulle se til, havde den en hårtop som en kvinde. Da de opdagede det, gav de sig til at løbe af alle kræfter; men det var dem ikke muligt at undslippe, for hunden holdt sig stadig foran dem, og derved fik den dem drevet hen i retning, hvor den ville have dem. Til sidst kom de også hen til et hus, og næppe var de smuttet derind, før hunden lagde sig på tværs ude i gangen, så de ikke kunne komme ud.

De to unge piger var således indespærrede i huset, og da de ikke anede deres levende råd, sagde den yngste af dem: ”Om man dog kunne en tryllesang, der kunne trylle søvn over hunden, så at den ikke vågnede!”
”Det kan jeg måske”, sagde den ældste af søstrene, og så begyndte hun at trylle over hunden, og hun tryllede så længe, at den faldt i en dyb søvn. Derpå hoppede hun over den og kom ned i husgangen, uden at den mærkede noget. Efter hende kom den lille søster, men hun kom til at træde hunden på øret. De blev begge meget forskrækkede herover, fordi de troede, at den nu ville vågne, men i stedet for lo den kun i søvne.

Således slap de ud af huset og løb nu af alle kræfter, så hurtigt de kunne, ned mod deres boplads. Og de løb, således som de plejede, så at det udslåede hår stod som flammer ud fra deres nakke.

De var næsten nået helt ned til bopladsen, da de vendte sig om og så, at hunden atter var efter dem. En konebåd var netop ved at bryde op og sætte fra land, og de råbte så: ”Må vi komme med, må vi komme med?” Og skønt konebåden allerede var stødt fra land, var de dog så lette til bens, at først den ældste og derpå den yngste sprang midt ud i konebåden og kom med.

Men hunden løb rådvild frem og tilbage, uden at turde springe ud efter pigerne; så gik den op til teltpladsen, og hver gang den her fandt noget kvindetøj, et par gamle bukser eller en gammel pels, trak den det på og så meget komisk ud.
Men konebåden sejlede ud til en ø og tog land det. Her på denne ø legede de to piger ofte igen deres yndlingsleg, der bestod i at plukke Nujaussat, skylle dem ud i en lille sø og siden lave fletninger eller hårtoppe heraf. Engang da de som sædvanlig legede ved sådan en sø, hørte de noget nærme sig under vældige drøn, uden at de dog kunne blive klar over, hvad det var; men idet de så sig omkring, opdage de, at det var en mægtig orm, der kom krybende hen imod dem, og hver gang den løftede en del af sin overkrop og atter strakte den ud, gav dette det drøn, de kunne høre.

De rejste sig begge øjeblikkelig op og gav sig igen til at løbe ned mod deres boplads, idet de råbte: ”En stor orm forfølger os, en stor orm er efter os! Skynd jer at gøre konebåden i stand, og gør jer klare til at flygte!”
Da de kom ned til bopladsen, lå konebåden allerede beredt, og de sprang begge ud i den. Men i samme øjeblik de stødte fra land, strakte ormen sig ud over vandet og slyngede sin overkrop hen over konebåden med en sådan voldsomhed, at den kæntrede og alle mennesker druknede.

Og således ender denne historie om de to små piger, der holdt så meget af at gå tur ind over land.