I foråret 1974 flyttede min familie og jeg fra Danmark til bygden Arsuk ud for flådestation Grønnedal og Kryolitbruddet Ivittut i Sydvestgrønland.

Sidst på sommeren 1974 trak en lille flok Grindehvaler tæt ind forbi bygden og næsten alle mænd, der havde adgang til en båd tog ud og drev fangst på de små tandhvaler, der blev drevet ind i Kûngnat Bugten bag bygden. Så vidt jeg husker, blev der ved den lejlighed nedlagt 11 hvaler. Senere fik jeg at vide, at der ca. hvert 10. år trækker en lille flok Grindehvaler ind i Arsukfjorden, og at det netop var det, der nu igen var sket. Året efter lå der stadig knogler og knoglerester på stranden og i havnebassinet i Arsuk, men nu var de nogenlunde renvaskede. I løbet af sommeren samlede jeg et par enkelte ryghvirvler op, hvilke jeg bragte med mig til bygden Attu, som min familie og jeg flyttede til i sommeren 1976.

I Attu begyndte jeg for alvor at skære figurer i forskellige knogletyper, og inspireret af beretningen om en angakoks åndeflugt fra østkysten til vestkysten skar jeg i den ene grinde-ryghvirvel figuren “Åndeflugt”. Jeg har så senere fundet beretningen gengivet i bogen Jens Kreutzmann “Fortællinger og Akvareller” ved Kirsten Thisted, hvilken der er henvist til på min hjemmeside.

Efter min flytning til Danmark i efteråret 2003 havde jeg figuren udstillet på min hjemmeside, men blev af Skov- og Naturstyrelsen bedt om straks at fjerne den fra hjemmesiden, idet ryghvirvlen – som jeg jo på hjemmesiden havde beskrevet – stammede fra en Grindehval, der er optaget på Washingtonkonventionen liste over udryddelsestruede dyrearter og som sådan ikke må udstilles uden særlig tilladelse.

Dette forhold gav mig anledning til at få figuren afstøbt i bronze i det antal eksemplarer, som – efter gældende regler for kunst – er tilladt for unika, nemlig 8 stk.

Uddrag af: Jens Kreutzmann ”Fortællinger & Akvareller” v/ Kirsten Thisted, forlaget Atuakkiorfik 1997:

”… Det fortælles at dengang da landet endnu var ubeboet, så en vinter var en stor angakok fra Østgrønland på ånderejse og kom flyvende op over landet. Da så han kom til den store indlandsis, fløj han op over den og nåede omsider ned på den anden side og kom til en stor sø. Da han passerede den, så han en hel masse rensdyr langs søens bredder, og da han fandt dette landskab så dejligt at se på, ville han ikke tage tilbage med det samme, men fortsatte ud ad Kangerlussuaq og kiggede efter egnede vinterbopladser.

Efter at han var fløjet sydpå og rundt om Kap Farvel, kom han hjem til sin boplads og fortalte om det smukke landskab og de mange rensdyr, og han ville af sted jo før jo bedre og samlede sin familie, så han kunne rejse så snart det blev varmere i vejret…”