Uddrag: Knud Rasmussen ”Mindeudgave” III. Bind, Nordisk Forlag 1935: ”Venus”.

Der var en gang en gammel mand, der stod ude på isen og ventede på, at sæler skulle komme til åndehul for at drage ånde. Men lige inden for ham på land legede en stor flok børn i en fjeldkløft; og gang på gang skræmte de sælerne bort for ham, netop som han skulle til at harpunere dem.
Til sidst blev den gamle mand rasende på dem, der forstyrrede hans fangst, og råbte ind: ”Luk dig kløft, over dem, som skræmmer mit fangstdyr bort!”
Og straks lukkede kløften sig over de legende. En af dem, som bar på et lille barn, fik sin pelsflig skåret i stykker.
Nu gav de sig alle til at skrige derinde i kløften, da de ikke kunne komme ud. Og ingen kunne bringe mad til dem dernede, men lidt vand hældte man ned gennem en smal åbning i revnen, og de slikkede det op af klippesiden.
Til sidst døde de alle af sult.
Den klippe, der her fortælles om, er oppe ved Igdluluarssuit, op ad Nekre til.
Man kastede sig nu over den gamle mand, som havde tryllet fjeldkløften til for børnene. Han satte af sted i løb og de andre efter ham.
Men med et blev han lysende og fór op til himlen og sidder nu deroppe som en stor stjerne. Vi ser den i vest, når lyset efter det store mørke begynder at vende tilbage – men langt nede – den kommer aldrig højt op. Vi kalder den for ”Naulagssartork”, den, der står og lytter. Måske fordi den gamle mand stod derude på isen og lyttede efter, at sæler skulle drage ånde.

Fortalt af Maisanguark.