Sidst på efteråret, når vinteren med rim og sne gør sin entré, har ryperne skiftet farve til den helt hvide vinterdragt.

Når så solen efter nytår var vendt tilbage og gav lidt varme, tog jeg på rypejagt med mine hunde og slæde. Jeg kørte på kanten af fjordisen langs landbrækket* og kiggede op ad fjeldskråningerne for at få øje på ryper. De små hvide hønsefugle gik som regel på flade, solbeskinnede skråninger og skrabede i sneen efter bær og pileskud. Fik jeg øje på enkelte ryper, parkerede jeg hunde og slæde og gik i land. Almindeligvis var der flere ryper end jeg havde fået øje på. Nogle af hundene sad på deres haler, slikkede sig om munden og fulgte, med rejste øren, ivrigt med i, hvordan jagten gik. Det skete aldrig, at hundene forgreb sig, hvis en enkelt rype faldt ned på isen nær ved slæden. Jeg holdt umådelig meget af mine hunde.

*Landbrækket = den smalle rende af åbent vand med isstykker og flager mellem den faste havis og isfoden langs kysten.

Min slæde og mit hundespand med ryper