Uddrag af: Knud Rasmussen, ”Inuit fortæller grønlandske sagn og myter”, bind III. Forlaget Bogan 1981.

Engang gav ormene og lusene sig til at tale sammen. Det hændte i de ældste tider. De talte om, at de ville lave en kaproning med deres konebåde, og den, som kom først, skulle siden tage land på mennesket, medens den, som kom sidst, skulle nøjes med jorden. Således talte de, og så roede de af sted med deres konebåde.

Ormene tog lange, seje tag, medens lusene skyndte sig med små korte tag. De kom hurtigt fremover, men pludselig var der en af lusene, der sprængte sin årebinding og gik bagover i båden. Den satte de straks til at binde det sammen igen, men i den tid, der var en roer mindre, sakkede lusene agterud, men så snart skaden var udbedret, fik de ny fart på og kom straks efter op til ormene, der sad og roede af alle kræfter med lange seje tag.

Så var der en af ormene, der sprængte sin årebinding, og da var det lusene, som fik forspringet. Men snart var skaden i orden igen, og ormene oppe ved siden af lusene. Disse anstrengte sig af alle kræfter, men så ivrige var de, at lusene inden ret længe havde uheld med deres åre, så ormene igen fik forspringet.

Skaden blev ordnet, og snart var de atter ved siden af hinanden. Men lige i nærheden af land brast atter en årebinding for ormene, så lusene nåede først frem.

En lille lus var så ivrig efter at komme først til mennesket, at den kastede sig ud i vandet, endnu før båden var nået frem, og kravlede op og blev menneskets første lus, men idet lusene tog land på mennesket og kravlede op i hans hoved, sagde de glade:

”Å, sådan en dejlig lugt af hår!”

Men ormene borede sig dybt ned i jorden og blev jordens lus.